Vi søger frivillige til nætterne i Tryghedszonen

Vi søger frivillige til nætterne i Tryghedszonen

Røde Kors har etableret en tryghedszone for de flygtninge, der ankommer til Københavns Hovedbanegård. Tryghedszonen giver borgere på flugt fra krigen et midlertidigt ophold, hvor der er fokus på hjælpe dem videre på deres rejse, øge oplevelsen af tryghed, støtte op om praktiske fornødenheder og afhjælpe usikkerhed for mennesker, der er udsat for en akut krisesituation.

Frivillig i Tryghedszonen

De mennesker, vi skal hjælpe i Tryghedszonen, har været meget igennem. Det vil være forskelligt, hvilke behov de har, når de ankommer til Tryghedszonen.

Som frivillig skal du blandt andet tage imod på togperronen og være i Tryghedszonen for at skabe tryghed og hjælpe dem, der ankommer, videre på deres rejse. Der vil være opgaver af både praktisk, social og relationel karakter.

Du skal have forståelse for, at der måske på nogle vagter kun er lidt at lave, mens der på andre vagter kan være meget travlt.

Det er afgørende, at de mennesker, som vi hjælper, føler sig trygge, når de er i kontakt med Røde Kors. Det sikrer vi ved at møde mennesker med åbenhed og medmenneskelighed og ved til enhver tid at overholde tavshedspligt om fortrolige forhold. 

Som frivillig i Tryghedszonen forventer vi, at du: 

  • har lyst til at støtte et fremmed menneske i en sårbar situation
  • er tolerant, anerkendende, omsorgsfuld og har menneskeligt overskud med god situationsfornemmelse
  • er imødekommende, positiv, nærværende og god til at kommunikere med alle slags mennesker – ikke alle taler engelsk, så der skal også kommunikeres via fagter og nærvær
  • er fleksibel og god til at organisere og også bidrage til praktiske opgaver som eksempelvis uddeling af mad, løbende oprydning på fællesområder etc.
  • er klar på at sætte dig ind i nyt og hjælpe, hvor der er behov
  • er moden og ansvarsfuld
  • er psykisk robust

Vi indhenter børneattester på alle frivillige i Tryghedszonen.

Vi har brug for flere frivillige om natten

Tryghedszonen er åben 24 timer i døgnet og bemandet med seks frivillige i fire vagtperioder:

  • 00:00 – 06:30
  • 06:00 – 12:30
  • 12:00 -18:30
  • 18:00 – 00:30

Mere end 90 frivillige har allerede meldt sig til indsatsen i Tryghedszonen, men for at kunne holde åbent døgnet rundt, har vi brug for flere frivillige til nattevagterne.

Vi har brug for dig, der kan tage 1-2 nattevagter om ugen i den kommende måned, og meget gerne længere.

Hvis du vil høre mere om opgaverne, så kom til informationsmøde søndag den 27 marts klokken 11-12.30 hos Røde Kors på Blegdamsvej 27, 2100 København Ø.

Tilmeld dig informationsmødet

Hvis du gerne vil være frivillig i Tryghedszonen, men ikke kan deltage i informationsmødet, kan du tilmelde dig på rødekors.dk/parat