”Vi overlever julen på en anden måde, og det er dejligt”

”Vi overlever julen på en anden måde, og det er dejligt”

For første gang har Røde Kors Hovedstaden valgt at uddele julehjælp til økonomiske trængte børnefamilier. ”Det er en kæmpe hjælp for os, og det betyder, at vi får en god jul,” fortæller John Andersson, der modtager julehjælp for første gang.

Af: Ulrik Stavnsbjerg Offersen og Pia Vestergaard Simms (foto)

 

Kaffemaskinen brygger trofast, mens duften af varme æbleskiver strømmer fra det åbne køkken og ud i stuen, hvor snakken går flittigt. Omkring langbordet sidder voksne og snakker og spiser pebernødder, mens en gruppe kvinder har sat sig i to sofaer i den anden side af rummet.

Smilene er brede, og det er tydeligt, at denne dag er én af de gode.

For første gang har Røde Kors Hovedstaden valgt at uddele julehjælp til pressede børnefamilier, og fra d. 14-18 december har familierne kunne hente deres julepakke i Hovedstadens hyggelige stuelokaler på Nordre Fasanvej 228.

Her blev de mødt af et helt hold af frivillige fra Hovedstaden, der stod for selve uddelingen.

Stor efterspørgsel hos børnefamilierne

Julehjælpen består af et gavekort på 800 kr. til Coops butikker, et gavekort på 100 kr. til én af de 13 Røde Kors genbrugsbutikker i Hovedstaden og lidt juleslik til børnene.

”Vi har valgt at uddele julehjælp, fordi vi oplever, at efterspørgslen er stor hos de økonomisk trængte børnefamilier. Vi håber også, at julehjælpen kan være med til at åbne familiernes øje for vores andre tilbud i Røde Kors Hovedstaden, som kan være en støtte hele året rundt,” siger Mette Svensson, der er udviklingskonsulent hos Røde Kors Hovedstaden.

John Andersson er en af modtagerne, og han er ikke i tvivl, om hvad julehjælpen vil betyde for ham og hans datter:

”Det er en stor hjælp for os, det betyder alt for vores jul,” siger han og drikker en tår af sin kaffe.

Uden julehjælpen ville den lille familie stadig have fået mad og gaver, men nu får det hele et tiltrængt løft, forklarer han:

”Nu kan vi overleve julen på en anden måde, og det er dejligt,” fortæller John Andersson, der i dag er pensionist efter et arbejdsliv som blikkenslager og portør på Rigshospitalet.

”Kontanthjælpsloftet har ramt os”

I den anden ende af rummet sidder Camilla på 25 år sammen med hendes mor. Camilla er uddannet social- og sundhedshjælper, men efter hendes barsel er hun kommet på kontanthjælp.

”Julehjælpen er en ekstra hånd i en svær tid. Jeg er blevet ramt af kontanthjælpsloftet, og julehjælpen skal gå til julegaver og mad. Nu kan vi fejre julen som så mange andre,” siger hun.

I den ene ende af lokalet viser en projektor de forskellige aktiviteter til familier, som Røde Kors Hovedstaden har, og det har fanget Camillas opmærksomhed:

”Jeg vidste ikke, at der var så mange aktiviteter, men jeg kunne godt tænke mig at benytte mig af dem. Det er virkelig et hyggeligt sted det her,” siger hun.