Vi kunne læne os op ad en, der vidste, hvad det handlede om

Vi kunne læne os op ad en, der vidste, hvad det handlede om

Gittes far fik omsorg fra Vågetjenesten, da han gik bort tidligere på året.

Inde på en stue på Rigshospitalet sidder Gitte ved siden af sin far. Hans brystkasse hæver og sænker sig langsomt. Han har ikke været kontaktbar siden sin seneste operation. Det er svært for at forholde sig roligt. De sidste par uger er på én gang gået ekstremt hurtigt og ekstremt langsomt.

Angsten for at miste faren er stor, selvom Gitte, hendes bror og mor prøver at fortælle sig selv, at det er sådan, det må være. Omstændighederne gør dog ikke situationen nemmere. Gitte og hendes storebror bor på skift hos moren, der med et skræntende helbred og særligt udsat under Coronaepidemien ikke kan besøge sin elskede mand igennem 57 år. Gitte og hendes storebror prøver derfor både at være på hospitalet og hos deres mor.

Men det er ikke kun på grund af sin far, at Gitte sidder på stuen. Hun venter på nogen. Der kommer snart en frivillig fra noget, der hedder Vågetjenesten, og Gitte ved ikke helt, hvad det indebærer, og hvem den første våger er. Hun forestiller sig, at der hvert et øjeblik kan træde en trist sortklædt dame ind ad døren. Også selvom hun godt ved, at nok ikke helt er sådan, det hænger sammen.

Hvem er din far?

Der træder i stedet en ung mand ind ad døren. Gitte rejser sig op. Han hilser pænt på hende, og da hun taler med ham, føler hun, at han er sat rigtig godt ind i situationen.

- Hvem er din far som person?, spørger han så.

Det spørgsmål, specielt at det er sådan formuleret, gør Gitte godt tilpas.

- Min far var jo stadig i live og kunne måske høre, hvad vi talte om. Jeg var meget opmærksom på, hvad der blev sagt, for tænk nu, hvis min far kunne høre det. Det var en dejlig mulighed for at fortælle, hvor dejlig en far jeg har haft og om alle hans bedrifter, fortæller hun.

Da vågeren trådte ind i rummet og talte med Gitte, var hun overbevist om, at Vågetjenesten var både behagelig og ordentlig. Efter at de havde talt lidt om faren, sagde vågeren fortrøstningsfuldt til hende:

- Jeg synes, du skal gå hjem nu og drikke et glas rødvin sammen med familien.

Den forståelse af, at det var i orden, at hun tog hjem, er noget, der nu betyder meget for både Gitte, hendes bror og mor.

- Tanken om, at éns far ligger og sover ind, var jo næsten ikke til at bære. Men det blev til at bære, fordi vi vidste, at der sad nogen hos ham og passede på ham. Vi kunne læne os op ad én, der vidste, hvad det handlede om. Han fik os til at føle os rolige. Vi skulle slappe af, for vågeren skulle nok ringe, hvis der skete noget, fortæller Gitte.

Inden Gitte forlod hospitalet, fik hun lov at tage et billede af vågeren, så også hendes mor og bror kunne se hvem der passede på faren.

Han var ikke 81 år i sit sind

Gittes far havde i mange år haft forkalkning, hvilket egentlig ikke generede ham. Da han i foråret 2020 begynder at få problemer med sin vejrtrækning, bliver han indlagt. Lægerne fortæller, at han kan få en operation og få en ny hjerteklap, men der er flere argumenter, der trækker imod at gøre det. Blandt andet at han faktisk er meget frisk, og at det måske ikke er det bedste at skulle operere, når man helt overordnet ser på hans tilstand.

- Han løb jo op og ned fra 3. sal, tog bad hver dag, håret sad og han var altid pæn i tøjet. Han var ikke 81 år i sit sind. Og så var han jo også stadig erhvervsaktiv, fortæller Gitte om sin far.

I Gittes familie har de altid være meget handlekraftige, og det kan særligt ses på farens karriere, som er noget, Gitte også ser tilbage på nu. Faren var entreprenør og opfandt blandt andet verdens første elektroniske parkeringsur, og på det tidspunkt var det faktisk ikke lovligt at have sådan et. Men hele familien støttede op om ham og efter fire års målrettet diskussion med myndighederne, fik han endelig sin vilje.

- Nu har jeg fået ændret loven!, udbrød han glad dengang. Han var virkelig en mand med et kæmpe hjerte. Han var en fighter, nysgerrig og virkelig stædig, så han gav ikke så let op, fortæller Gitte og smiler:

- Han havde også samme type humor som mig, så jeg savner at grine med ham. Og så gav han verdens bedste kram.

Relevant for alle, der er ved at miste

Gitte, hende mor og bror sidder nu tilbage med savnet og minderne, men også følelsen af at have været omgivet af meget kærlige mennesker i en svær periode. Det var også vigtigt for dem at vide, at faren sov stille ind, og at der var nogen hos ham. Det foregik roligt for dem, så den sidste tid fylder rigtig meget, når de tænker tilbage på det.

- De to vågere, som jeg mødte, var begge meget respektfulde og ordentlige. Det var meget hjerteligt.  Jeg fornemmede ikke, at de var fremmede. Det føltes næsten, som om de var en ven af familien, fortæller Gitte.

Vågetjenestens formål er at våge over mennesker i deres sidste tid. Det handler om bare at være der på de præmisser, der nu engang er. Det vigtigste er at bringe ro og tryghed ind i rummet. Og det kan man roligt sige, at de frivillige vågere gjorde for Gitte og hendes familie.

- Vågetjenesten kan gøre en stor forskel for rigtig mange andre. Når jeg fortæller andre i mit netværk om Vågetjenesten, synes folk typisk, at det er fantastisk. Vi kunne jo ikke være hos min far hele tiden, men selvom man måske kan være der hele tiden, tror jeg, at det er rigtig godt at få hjælp til at få en pause og genvinde sin styrke. Slappe af og måske drikke et glas rødvin, ligesom vi blev rådet til. Så jeg, min mor og bror vil anbefale Vågetjenesten til alle, der er ved at miste. Jeg kan slet ikke se, hvordan det ikke kan være relevant.

Skrevet af Sofie Korenko Jensen