Vi kører seniorer til Covid19-vaccination

Vi kører seniorer til Covid19-vaccination

I samarbejde med Københavns Kommune ledsager frivillige fra Røde Kors Hovedstaden borgere til Covid19-vaccinationer.
Alice på 78 år var en af de allerførste, som blev hentet i en af vores minibusser og fulgt til sit andet stik.

- Det betyder alt! Jeg glæder mig sådan til at kunne se mine venner igen og gå ture, fortalte hun til de frivillige ledsagere på dagen.

Tilbud tilpasset borgeren

Ledsageordningen i Røde Kors Hovedstaden henvender sig til borgere, der er visiteret til hjemmehjælp. De kan få hjælp til at komme til vaccination på to forskellige måder - med minibus, hvis de har behov for transport og følgeskab, eller med taxa, hvis de også har et ekstra behov for tryghed. Det er hjemmehjælperen, der sørger for kontakten til følgeordningen.

80 frivillige står klar til at hjælpe

De første ture til vaccinationsstederne er allerede kørt, og mange flere er booket. Behovet for følgeskab til de mest sårbare borgere er stort - og det er opbakningen heldigvis også. Mere en 80 frivillige fra vores øvrige indsatser har allerede meldt klar til at hjælpe med at hente og følge borgere til vaccination.

Få hjælp hos Røde Kors Parat

Borgere, der ikke er visiteret til hjemmehjælp, men stadig har brug for hjælp til transport og ønsker følgeskab, kan tage kontakt til Røde Kors' landsdækkende hjælpenetværk Parat. Her står frivillige klar til at hjælpe med alt fra følgeskab til indkøb og hundeluftning for medmennesker, der har brug for støtte.

Røde Kors Parat

Giv eller få hjælp her