Vær et lyspunkt i et andet menneskes liv

Vær et lyspunkt i et andet menneskes liv

Røde Kors Hovedstaden indledte i sidste uge en kampagne for Besøgstjenesten, der matcher besøgsven og besøgsmodtager i et ugentligt møde, der er til gavn for begge parter.

Af Niels Torp

Kampagnen tager udgangspunkt i Besøgskoppen – en kaffekop hvorpå der er påtrykt uddrag af forskellige livshistorier – og en del af kampagnen har bestået i at sætte pop-up events i form af en lille dagligstue op på flere håndplukkede steder i hovedstadsområdet og snakke med de forbipasserende om Besøgstjenesten.

De dekorede kopper har en livshistorie fortalt af tre personer, nemlig Lotte, 90 år, der kørte rundt i en ældre bil i det meste af Europa, Ernst på 87 år, der mødte en gademaler i New Orleans, USA, samt Flemming, 83 år, som i 35 år sejlede på alle verdenshavene og blandt andet har været med til at transportere 10.000 levende får fra Adelaide til Teheran.

Nyhedsbillede-Lotte-90-aar
Foto: Lotte, 90 år, fortæller et udpluk af sin livshistorie på en af de 6000 Besøgskopper, der er blevet uddelt til 50 caféer, virksomheder og kantiner.

Søger besøgsvenner

Flere frivillige fra besøgstjenesten i Røde Kors Hovedstaden, blandt andre Tina Bendix og Malene Müller, dækkede op med bord og stole på blandt andet Guldbergs Plads og Skt. Hans Torv den første dag af kampagnen, hvor de forsøgte at komme i kontakt med de forbipasserende og få en dialog om vedkommendes livshistorie.

»Det har været lidt svært at komme i kontakt med de forskellige mænd og kvinder,« siger Tina Bendix og fortsætter: »Nogle tror, at vi samler penge ind, men heldigvis er det gået bedre og bedre, og vi håber, at nogle er interesseret i at blive besøgsven og gøre en god gerning,« siger hun.

Nyhedsbilledde-kontakt-med- -forskellige-borgere
Foto: Tina Bendix og Malene Müller fik kontakt med forskellige borgere, da de havde opstillet en lille dagligstue på Skt. Hans Torv i sidste uge.

»En overvejelse værd at blive besøgsven«

Jens Peter Hansen, 67, var en af de personer på Skt. Hans Torv, der havde lyst til at få en gratis Besøgskop og en kort samtale:

»Jeg bor alene på Nørrebro og har altid lyst til en snak«, smiler den velklædte pensionist.

»Jeg ved, at mænd generelt ikke er videre gode til det sociale samvær og en del forfalder til at bruge noget tid på værtshus. Jeg har heldigvis en del interesser og en stor omgangskreds, men jeg vil seriøst overveje, om jeg skal melde mig hos Røde Kors Hovedstaden og blive besøgsven. Jeg er netop blevet fortalt, at de mangler omkring 100 personer, så det er en overvejelse værd, da det kan give min besøgsmodtager en god ugentlig oplevelse, ligesom jeg også får lidt ekstra indhold i tilværelsen«, pointerer Jens Peter Hansen, der fik en kop og en folder med i hånden efter det korte besøg hos de to frivillige.

Nyhedsbillede_besoegskoppen
Foto: Besøgskoppen sætter fokus på livshistorier. I Besøgstjenesten håber vi på flere besøg, da der er mange derude, som savner nogen at dele deres historier med.

Fokus på livshistorie

Emilie Brandt er udviklingskonsulent hos Røde Kors Hovedstaden, og hun har været med til at planlægge kampagnen om Besøgskoppen ned til mindste detalje:

»Alt i alt er det gået godt«, siger hun og fortsætter:

»Desværre var vejret lidt imod os de første dage, hvor det var koldt og blæsende, og det var vanskeligt at komme i kontakt med folk og sætte fokus på livshistorier. Men senere gik det bedre, og vi har haft nogle gode snakke med yngre og ældre, ligesom hele kampagnen også har fået en meget god omtale i medierne. Besøgskoppen har været omtalt i henholdsvis TV2 LorryKristeligt Dagblad og en del lokalaviser, blandt andet Brønshøj-Husum. Vi ender med at uddele 6.000 kopper – blandt andet til omkring 50 caféer, virksomheder og kantiner i Hovedstaden – og forhåbentlig får vi mange henvendelser, både fra kommende besøgsvenner, men også fra folk der ønsker besøg«, siger hun.

Emilie Brandt forklarer, at Røde Kors Hovedstaden matcher besøgsven og besøgsmodtager bedst muligt i forhold til geografi og interesser, så begge parter får en god oplevelse.

»Lige nu mangler vi omkring hundrede besøgsvenner i hovedstadsområdet. Som besøgsven skal man kunne afsætte en times tid om ugen til at komme på besøg, så det er ganske overskueligt,« siger Emilie Brandt.

Få flere oplysninger om Besøgsvenner eller kontakt os på email besogstjenesten.rkh@rodekors.dk eller på telefon: 38 33 64 00.