Vågetjenesten på Østerbro nomineret til Årets Fællesskabspris

Vågetjenesten på Østerbro nomineret til Årets Fællesskabspris

Årets Fællesskabspris

Vågetjenestens team på Østerbro er blevet nomineret til Årets Fællesskabspris af plejecentret Kildevæld Sogn. Prisen hylder organisationer og foreninger, der gør en forskel for ældre og sundhed i København.

Af: Ulrik Stavnsbjerg Offersen

 

De frivillige i Vågetjenestens team på Østerbro har fået en flot anerkendelse for deres arbejde.

De er nemlig blevet nomineret til Årets Fællesskabspris af plejecentreret Kildevæld Sogn, der er én af teamets samarbejdspartnere i bydelen.

“Vi er meget glade for, at Vågetjenesten er blevet nomineret. Vi har altid haft et godt samarbejde med Kildevæld Sogn plejehjem, der faktisk er det første plejehjem, vi startede samarbejde med på Østerbro. Det er dejligt, at de har tænkt på os i denne sammenhæng,” siger Lisbeth May Petersen, der er teamleder i Vågetjenestens team på Østerbro.

Stem på Vågetjenesten her.

Mange mennesker i Danmark lever – og dør – i ensomhed, og i Vågetjenesten arbejder frivillige for, at ingen skal dø alene, medmindre de selv ønsker det. Vågerne sidder ved de døendes side og yder kun medmenneskelig omsorg for de døende ved at være nærværende og tilstede.

Siden 2011 har der været en vågetjeneste i Røde Kors Hovedstaden, og i dag er der fem teams i Vågetjenesten med i alt 124 frivillige, som hjælper hinanden på tværs af teams ved vågeopgaver. Der våges både på hospitaler, plejehjem, plejecentre og i hjemmeplejen.

Én af dem er Kirsten, der har været våger i omkring et år. Hun er glad for det frivillige arbejde, da hun kan være noget for et andet menneske, der har brug for hende:

“Når jeg forlader en vågeopgave, tænker jeg over, hvor værdifuldt livet er, hvor meget jeg har at være glad for, og hvor taknemmelig jeg er for alle de mennesker, som er i mit liv, og som jeg holder af,” fortæller Kirsten.

“Samarbejdet er tæt, tillidsfuldt og givende”

Det er personalet på plejecentret Kildevæld Sogn, der har indstillet Vågetjenesten til prisen, og i deres indstilling skriver de blandt andet:

“De frivillige vågere kommer på alle tider af døgnet og indgår på bedste vis i et samarbejde med både beboere, pårørende og medarbejdere. Samarbejdet er tæt, tillidsfuldt og givende – og alle er trygge og kender deres rolle. De frivillige fra vågetjenesten gør et vigtigt arbejde, som giver tryghed for beboerne, som ved, at der altid kan være nogen for dem den sidste tid, hvis de ønsker dette.”

Læs også: Vågetjenesten indgår nyt samarbejde på Frederiksberg

Tina Sehested er aftensygeplejerske på Kildevæld Sogn, og hun kan i det daglige se, at Vågetjenesten gør en forskel for beboerne. Hun husker særligt én episode med Vågetjenesten:

“En elskelig gammel dame lå på sit alleryderste. Hun var afklaret med at skulle dø, men var alligevel angst og utryg mod slutningen. Hun havde valgt, at hun gerne ville have vågere fra Røde Kors Hovedstaden hos sig, når døden nærmede sig. Ved hendes side i de allersidste timer sad en højgravid våger og sang blidt for hende. Det var et smukt sindbillede på menneskeligt nærvær. Noget, der skulle til at begynde og noget, der var ved at slutte, smeltede næsten sammen i billedet af de to kvinder,” fortæller Tina Sehested.

Det er Københavns Kommune, der uddeler Årets Fællesskabspris, og med prisen ønsker kommunen ‘at hylde dem, der gør en forskel for ældre og sundheden i København. Prisen skal være med til at anerkende og synliggøre de mange gode samarbejder, der er mellem kommunen og de foreninger, organisationer, lokale frivillige, klubber, organisationer og mange flere, der gør en forskel på området,’ skriver Københavns Kommune på deres hjemmeside.

Hør podcast med Sif og Helge, der begge er frivillige vågere

Med prisen følger 30.000 skattepligtige kroner, som skal understøtte det fortsatte samarbejde.

Frem til den 15. september kan alle stemme på de 16 nominerede foreninger, organisationer, klubber og mange flere, der gør en indsats på området. Prisen vil blive uddelt på Den Nationale Frivillighedsdag 29. september 2017.