Tryghed er kun et telefonopkald væk 

Tryghed er kun et telefonopkald væk 

Den første lørdag i september mødtes ringere og ringemodtagere til Tryghedsopkaldets årlige sensommerfrokost. Den unikke ordning giver tryghed til mange ældre, og kræver blot to minutter af de frivilliges morgenrutine.  “Alt den tid folk bruger på at kigge på deres mobiltelefoner…. Brug blot to minutter af din mobiltid på et andet menneske. Du får også noget ud af det selv,” siger Kirsten, der har været frivillig i ni år.

Tekst og billeder: Clara Hennecke Mikkelsen

Charlottenlund Fortets grønne område udgør kulissen, mens den lune septembersol forsøger at trække restaurantens gæster ud på terrassen. Humøret er højt, og snakken går let – som den jo plejer at gøre. Det er lørdag den 3. september, og i alt 20 frivillige og brugere fra Tryghedsopkaldet er mødtes til den årlige sommerfrokost for at få opfrisket, eller at opdage, hvordan den stemme, de taler med dagligt, nu også lige ser ud.

”Det må næsten være en af de nemmeste måder at gøre noget godt for andre på. Du behøver jo ikke engang at forlade dit hjem”.

(Kirsten, tryghedsopkalder)

Røde Kors Hovedstadens tilbud om tryghedsopkald henvender sig til ældre, der er uden det store netværk og mangler følelsen af, at nogen ville opdage det, hvis der skulle ske dem noget i hjemmet. Tiltaget går ud på, at den ældre bliver ’matchet’ med en frivillig ringer, som herefter ringer hver dag på et aftalt tidspunkt. Det kræver med andre ord ikke mere end to minutter af den frivillige, men giver en konstant følelse af tryghed for den ældre. Tilbuddet har eksisteret i over 16 år og har i dag 37 ’matches’.

”Det må næsten være en af de nemmeste måder at gøre noget godt for andre på”, pointerer Kirsten, en af de garvede frivillige. ”Du behøver jo ikke engang at forlade dit hjem”.

Ét opkald blev til ni års venskab

Et tryghedsopkald har meget sigende det formål at give tryghed, men derfra kan det udvikle sig i mange baner. Nogle par har blot den daglige kontakt over telefonen, men der er også nogen, der falder så godt i hak, at de daglige opkald udvikler sig til et solidt venskab.

Det skete for Kirsten og Ulla. Præcis ni år før dette års sensommerfrokost ringede Kirsten for første gang til Ulla. Hurtigt fandt de ud af, at de kom fra det samme område, havde gået på den samme skole og endda havde sunget i kor sammen mange år tidligere.

I dag har deres forhold udviklet sig til et nært venskab, de ser hinanden flere gange om ugen, og Ulla er med til Kirstens familiearrangementer. ”Vi kan ikke fortælle, hvem der hjælper hvem”, siger Kirsten, der på papiret ellers er den, der hjælper Ulla. ”Og nu må du endelig skrive noget om, hvor lidt tid det tager, og hvor meget man får igen. Man får så meget ud af det som ringer, det går altså begge veje”. Efter en pause tilføjer hun: ”Jeg forstår ikke, at flere ikke gør det”.

Aldersforskel spiller ingen rolle

Sonja og Camille er et andet ringepar, som skiller sig lidt ud. Camille, der desværre blev syg og ikke kunne komme til sommerfrokosten, er nemlig kun 17 år. Til daglig går hun i gymnasiet, så det passer med, at hun ringer til Sonja hver morgen, inden første time begynder. De har kun ringet sammen i knapt en måned, men Sonja kan allerede mærke forskellen. ”Før var jeg utryg. Jeg turde ikke sove. Men nu er jeg en anden, og det siger min familie også”, fortæller Sonja.

Og aldersforskellen – den betyder ingenting. ”Jeg har oldebørn på Camilles alder, og jeg er derfor vant til at snakke med unge mennesker,” siger Sonja. Når de snakker, snakker de blandt andet om musik. De kan begge godt lide Seebach – om end hver sin generation.

Camille kan også godt lide samtalerne med Sonja, for hun har spredt det gode budskab og fået to gymnasieveninder med i aktiviteten. At være frivillig ringer er noget for alle aldre.

Mødtes efter ni års samtaler

Karin og Iris er et andet par, og de hygger og snakker som gamle venner. Det er ikke mærkeligt, for Karin har ringet Iris op i mange år – cirka 12, regner de sig frem til. De har fulgt hinandens liv gennem færdiggjorte uddannelser, oldebørn og operationer. Og selv når Karin tager til Kreta, som hun netop er hjemvendt fra, følger Iris med fra sidelinjen. Eller telefonlinjen, om man vil.

De mange hverdagssamtaler blev dog i mange år i telefonen. Først for tre år siden kunne Karin og Iris sætte et ansigt på hinanden. Efter det har de set hinanden hvert år til den tilbagevendende sommerfrokost.

”Det er en meget, meget fin ordning. Jeg nyder at høre Karins stemme og det vil jeg ikke være foruden,” siger Iris, mens Karin med det samme tilføjer: ”Det skal du heller ikke”. Iris er blevet mere tryg i hverdagen, efter Karin begyndte at ringe og ’tjekke op’ på hende. Det samme er Iris’ familie, der bor i Jylland og selv har fuld fart på hverdagen.

”Det er en meget, meget fin ordning. Jeg nyder at høre Karins stemme og det vil jeg ikke være foruden”, siger Iris. ”Det skal du heller ikke”, skynder Karin sig at tilføje.

Da den sidste kaffetår er drukket, bliver det atter tid til at returnere til København. Nogle finder selv vej, mens andre får et lift med Røde Kors Hovedstadens turbus. En ringemodtager siger farvel til sin ringer, og aldrig har den velkendte sætning været så meget mere, end blot en høflighedsfrase;

”Vi snakkes ved”.

Her kan du læse meget mere om Tryghedsopkald.