Stine fik hjælp af Kvindenetværket

Stine fik hjælp af Kvindenetværket

– Jeg hørte egentlig ikke helt til. Men de fandt plads til mig alligevel.

Stine smækker fordøren til bygningen. Hjertet hamrer løs i hendes brystkasse, der er varmt efter al det had, hun lige har været vidne til. Det eneste hun kan se for sit indre, er den velkendte røde farve. Hun knytter hænderne. Et øjeblik står hun på gaden og forsøger at få sin vejrtrækning under kontrol. Så begynder hun endnu en gåtur væk fra bygningen.

Væk fra morens voldelige forhold

På dette tidspunkt er Stines mor ved at afslutte parforholdet til kæresten med hjælp fra de få venner og bekendte, der endnu ikke er blevet isoleret fra hende. Gennem Stines opvækst, der har været præget af trange kår, har hendes mor været i flere dårlige parforhold. Specielt i dette, som er fyldt med vold og manipulation, oplever Stine, at det skaber splid i mor-datter-forholdet.

– Min mor prøvede jo hele tiden. Vi skulle have husly, mad og tøj. Men de dårlige forhold hun var i, som eskalerede så meget, gjorde det endnu sværere, fortæller Stine.

Afmagt skabte vrede

Når Stine tænker tilbage på det i dag, husker hun, at hele situationen og den afmagt, der fulgte med, var meget svær at håndtere.

– Jeg sagde til min mor, at jeg gerne ville have, at der var kærlighed i hendes liv, husker Stine, der flere gange talte med sin mor om de problemer, som parforholdet udløste.

– Men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Det var så intenst. Jeg oplevede en ekstrem vrede, der bare fyldte det hele. Og sådan er jeg jo slet ikke rigtigt.

Var ikke længere alene

Efter bruddet med den voldelige kæreste fik Stines mor hjælp af frivillige fra Kvindenetværket; et tilbud for kvinder, der har været udsat for vold i nære relationer. Gennem netværket kan man komme i et match med en frivillig kvinde, som fungerer som en fast støtte, og som giver hjælp til selvhjælp. Dette kan blandt andet være i forhold til noget praktisk, i det at navigere sig tilbage til en normal hverdag, men også som støtte i form af gåture og samtaler.

– Her kunne min mor tale om det hele med andre kvinder, som havde været igennem lignende problemer. Første gang jeg kom med, var efter min mor havde været en del af det i noget tid. Jeg kunne godt se, at jeg ikke helt passede ind. Alligevel var det på en måde rart at høre de andre kvinders historier. Mange af de samme elementer gik igen, så der var pludselig noget universelt i det. At vi ikke længere var alene, fortæller Stine.

Hvordan kan vi hjælpe dig?

Det overraskede Stine, hvor meget Kvindenetværkets frivillige lyttede og forstod, hvad også hun havde brug for. De kunne se, at det ikke kun var hendes mor, der havde brug for hjælp:

– De spurgte Hvordan kan vi hjælpe, Stine? Hun står i den hér situation, som ikke helt passer til det, vi egentlig kan tilbyde. Og det var jo rigtigt nok. Jeg var jo ikke selv en voldsramt kvinde, men jeg var heller noget barn længere, da jeg var over 18 år. Derfor fandt de på at give mig en kontaktperson og spurgte så ind til mig: Hvem er du? Hvad vil du gerne?

Stine beskrev sine drømme for dem. At hun gerne ville have en universitetsuddannelse og allerede havde et felt i tankerne. Hun fortalte om sine fritidsinteresser, og hvor hun kunne se sig selv i fremtiden. Kvindenetværket satte hende så i et match med en frivillig kvinde, der læste på det studie, som Stine havde i tankerne. Også på mange andre områder havde de to kvinder fælles interesser.

– Det var, som om Kvindenetværkets frivillige havde lyttet og forstået, hvad mine behov var, uden at jeg egentlig havde sagt så meget.

En rørende frihedsdag

En anden del af Kvindenetværket er fællesskabet og det at danne et netværk. Derfor afholdes der arrangementer cirka en gang i måneden – såsom malerværksted, aktiviteter for både børn og voksne og Kvindedagen, der er en wellness-dag; og den oplevelse, som Stine husker allerbedst.

– Jeg kommer ikke fra en rig familie. Så det har betydet meget for mig at kunne komme med til Kvindedagen og blive klippet og få lagt neglelak, fortæller Stine og fortsætter:

– Er du en voldsramt kvinde, tænker du slet ikke over, hvordan du ser ud. Måske er du ikke blevet klippet i årevis, fordi du har prioriteret dine børn. Så det var meget rørende både selv at mærke, hvor meget det betyder for mig, men også at kunne se i de andre kvinders øjne, hvor taknemmelige de var over at få den omsorg og opmærksomhed. Det føltes nærmest som en frihedsdag, og lettelsen spredte sig i lokalet. Det virkede, som de pludselig forstod, at de faktisk fortjener den opmærksomhed og at blive passet på.

Jeg følte mig mødt og set

Indsatsen fra de frivillige gjorde en stor forskel for Stine. Gennem både netværket og matchet med den frivillige kvinde har hun fået hjælp til at navigere i universitetsverdenen og i alt det praktiske, der hører med til det at være studerende.

– Jeg er den første i min familie, der tager en universitetsuddannelse. Jeg var da nervøs, for jeg anede intet om, hvad det egentlig ville sige, også bare rent praktisk. Jeg kan jo godt det faglige, men hvad med resten? Der var jo ikke noget bagland at falde tilbage på.

Kvindenetværket har desuden hjulpet hende med at få kontakt til Røde Kors’ andre frivillige indsatser i Netværkshuset.

– Jeg var nervøs for, hvad jeg skulle gøre, hvis min cykel brød sammen. Jeg har ikke råd til at få den repareret. Men gennem Røde Kors-netværket kom jeg i kontakt med cykelværkstedet, som så kunne hjælpe mig, når jeg havde brug for det.

Godt videre i tilværelsen

I dag er Stine i fuld gang med drømmeuddannelsen, som hun dengang italesatte overfor Kvindenetværket. Hun har tilmed fået et studierelevant arbejde og elsker at læse litteratur og skrive digte i sin fritid. Hun går stadig en tur engang i mellem, men det er, fordi naturen betyder meget for hende.

– Jeg ser meget op til den måde, som Røde Kors fungerer på. Der bliver lyttet efter, hvordan de kan hjælpe, og så reagerer de ud fra det. Jeg følte mig mødt og set, og der blev lyttet efter, hvordan jeg specifikt kunne få hjælp. Jeg hørte egentlig ikke helt til i Kvindenetværket. Men de fandt plads til mig alligevel, siger Stine.

Tekst og foto af Sofie Korenko Jensen