Sammen om at skabe et nyt familienetværk

Sammen om at skabe et nyt familienetværk

Vi har åbnet et nyt familienetværk på Frederiksberg med et nyt hold af både familier og frivillige. Her kan du møde Mie, som er teamleder for det nyeste familienetværk. 

Mie kontaktede Røde Kors Hovedstaden i vinteren 2020, fordi hun gerne ville lave noget frivilligt arbejde - allerhelst noget hvor hun kunne hjælpe familier med børn og unge. Hun tilmeldte sig et informationsmøde om Familienetværket, og kort tid efter blev hun tilbudt at starte som teamleder. Selv om det hele gik stærkt, er Mie glad:

- Det giver en fed dynamik mellem os, at vi alle sammen er nye — både familier og frivillige. Vi kan alle være med til at skabe det fra bunden, sammen.

En god oplevelse leveret til døren

På grund af coronarestriktionerne havde det nye familienetværk til deres første møde arrangeret udendørs fællesspisning for de tilmeldte familier, men som så ofte før svigtede det danske forår og bød på både regn og hagl. Det stoppede dog ikke Mie; istedet for den planlagte fællesspisning, kørte hun selv hjem til familierne med mad, hjemmebagt kage og en håndskrevet hilsen.

Familierne var selvfølgelig glade og taknemmelige og fortalte Mie, hvor meget de glædede sig til næste møde. Mie fortæller, at det var rørende at opleve, hvor meget hendes gestus blev værdsat. Særligt i disse tider, hvor der ikke foregår så meget i hverdagen, er de små øjeblikke ekstra vigtige.

- Selv den mindste ændring i ens hverdag kan nogle gange føles som en oplevelse, fortæller hun.  

Tryghed og medansvar

Formålet med Familienetværket er at hjælpe familier med at skabe et trygt, socialt rum, hvor de kan lære andre at kende, både folk som minder om dem selv og folk med andre baggrunde.

Familienetværket mødes en gang om måneden, hvor de laver forskellige hyggelige aktiviteter, såsom at spille spil, lave mad og snakke sammen. Det er også et sjovt rum for børn, hvor de kan møde nye venner.

Mie har allerede en masse gode idéer til hvad de kan lave sammen, når de kan mødes igen, og glæder sig meget til at komme rigtigt i gang. Hun mener også, at Familienetværket kan hjælpe til at skabe en følelse af medansvar og selvsikkerhed, som kan hjælpe familierne med at udvide deres bekendtskabskreds — også uden for Familienetværket.

Skrevet af Josefine Overbye