Sådan redder du en person, der får hjertestop

Sådan redder du en person, der får hjertestop

Ved du, hvad du skal gøre, hvis en af dine nære får hjertestop? Ved du, hvordan du finder ud af, om vedkommende har hjertestop? Og ved du, hvad du i så fald skal gøre? Hvis du mangler en genopfriskning, så læs med her. Vi gennemgår alt lige fra hjertestop til hjertelungeredning og hjertestartere.

Hvad er et hjertestop egentlig?

Hjertets funktion er at pumpe blod rundt i din krop, men hvis det pludselig stopper med det, har du fået hjertestop. Det er en meget farlig situation, som skal afhjælpes med det samme. Blodet, som hjertet pumper rundt i kroppen, transporterer nemlig ilt og næring til dine celler, og uden det kan din krop ikke overleve. Og det går hurtigt. For hvert minut, der går med hjertestop, bliver din chance for at overleve 10 % ringere. Efter fem minutter vil din hjerne begynde at dø. Efter ti minutter er chancen for overlevelse minimal.

Et hjertestop kan komme af mange årsager. Der er heldigvis, noget du kan gøre: hjertelungeredning. Det er let at lære, og hvis du kan lave hjertelungeredning, mens du venter på ambulancen, stiger chancen for overlevelse markant.

Hvad skal man gøre med et hjertestop? Lav hjertelungeredning!

Førstehjælpen til hjertestop er hjertelungeredning (HLR) og brugen af en hjertestarter. Du ”redder hjertet” ved at holde dets pumpefunktion i gang ved at trykke på brystkassen (hjertemassage), og du ”redder lungerne” ved at give mund-til-mund indblæsninger (også kaldet kunstigt åndedræt).

Den luft, du udånder, indeholder ilt, og når du puster den ned i lungerne på en person med hjertestop, kan du derefter pumpe den rundt i personens krop ved at give hjertemassage. På den måde kan du holde personen i live, indtil ambulancen kommer.

Hvordan gør man så det? Og hvad skal man gøre først?
Se vores samarit demonstrere det hele nedenfor.

 

Husk på førstehjælpens fire hovedpunkter, for så ved du altid, hvad du skal gøre, når der sker et uheld:

  1. Skab sikkerhed
  2. Vurdér personen
  3. Tilkald hjælp
  4. Giv førstehjælp

1. Skab sikkerhed

Du skaber sikkerhed på mange måder, og det afhænger af situationen. Du skal sørge for, at du selv er i sikkerhed, og at den tilskadekomne er i sikkerhed. Hvis en person er ved at drukne, redder du dem op af vandet. Hvis det er en trafikulykke, standser du trafikken og slukker motoren.

2. Vurder personen

Er personen ved bevidsthed? Undersøg dette ved at tale højt og tydeligt. Får du ikke noget svar, så rusk let i personens skuldre. Vågner personen ikke, når du taler højt og rusker i ham, men virker han helt slap? Så er han bevidstløs, og det er farligt, for så kan personen ikke holde sine luftveje fri. Hvis du støder på en bevidstløs person, skal du altid kontrollere personens vejrtrækning. Skab frie luftveje og bøj dig ned, så dit øre er ud for personens mund. Nu laver du ”se-føl-lyt”:

  1. Se: Bevæger brystkassen sig normalt?
  2. Føl: Kan du mærke nogen vejrtrækning?
  3. Lyt: Kan du høre nogen vejrtrækning?

Hvis du kan svare nej til dette, eller hvis den bevidstløse persons vejrtrækning er unormal (snorkende, hivende, hvæsende), skal du tænke, at han har hjertestop. Tilkald nu hjælp. Hvis personen trækker vejret, men er bevidstløs, skal du lægge ham i stabilt sideleje. På den måde holder du luftvejene fri, så personen ikke rent faktisk får et hjertestop grundet iltmangel. Derefter vurderer du personen ud fra ABC-princippet:

A) Airways (luftveje): Er der frie luftveje?
B) Breathing (vejrtrækning): Er der regelmæssig vejrtrækning?
C) Circulation (blodkredsløb): Er der nogen større blødninger eller er personen bleg, kold eller klam?

3. Tilkald hjælp

Når du har erkendt, at personen er bevidstløs uden vejrtrækning (eller med unormal vejrtrækning), råber du efter hjælp i nærheden og ringer 1-1-2. Sæt din telefon på medhør, for så kan du tale med alarmcentralen, imens du giver førstehjælp. De kan også vejlede dig. Hvis der er nogen andre i nærheden, kan du bede dem om at hente en hjertestarter – dem kan man bl.a. finde via Hjertestarter-appen.

4. Giv førstehjælp

I dette tilfælde skal du give hjertelungeredning. Dette gør du på voksne ved at lave 30 kompressioner midt på brystkassen med en frekvens på 100-120 i minuttet – bestemte musiknumre kan give dig en idé om, hvor hurtigt det er. Fjern evt. tøj, hvis det sidder i vejen og kan fjernes hurtigt. Lav dernæst 2 indblæsningsforsøg – kun 2! Hvis der er en hjertestarter på skadestedet, skal du sætte den på personen nu. Tænd for den og lad den guide dig. Gentag med 30 kompressioner og 2 indblæsningsforsøg igen og igen, indtil ambulancen kommer eller personen vågner med normal vejrtrækning.

Lær at redde liv på fire timer

Gør ligesom vores samaritter, der repeterer hjertelungeredning flere gange om året. Tilmeld dig et 4-timers kursus i genoplivning. Det er både for dig, der aldrig har prøvet det før, og for dig, der har været på kursus før, men som kunne bruge en genopfriskning. Der er kurser i hele Danmark på både dansk og engelsk.

Find dit førstehjælpskursus