Mød bestyrelsen: Else Marie Buck

Mød bestyrelsen: Else Marie Buck

Else Marie er nyvalgt til Røde Kors Hovedstadens bestyrelse. Hun er 72 år gammel, frivillig offerrådgiver og har været en del af Røde Kors i mere end 30 år.

Hvorfor har du valgt at være en del af Røde Kors Hovedstadens bestyrelse?

Jeg interesserer mig generelt for de organisationer, jeg er medlem af, og jeg tror, at jeg kan være med til at videreudvikle og styrke arbejdet i Røde Kors Hovedstaden.

Hvilke erfaringer har du med dig, som du bruger i bestyrelsesarbejdet?

Jeg har en længere erfaring fra frivilligt arbejde og ledelse – blandt andet fra Mellemfolkeligt Samvirke i Kenya, Kvindernes Ulandsudvalg og som tidligere landsformand for Offerrådgivningen i Danmark. Desuden har jeg gennem bl.a. arbejde i Røde Kors samarbejdet med mange Røde Kors selskaber, hvor frivillige er de dyrebare resourcer. Jeg ved endnu ikke konkret, hvordan jeg vil og kan bruge det i bestyrelsesarbejdet her, men jeg mener, at jeg har god forståelse for frivilligpleje og –samarbejde, for organisationsudvikling og for projektarbejde og –udvikling som det bærende i organisationens bæredygtighed.

Hvilke drømme har du på Røde Kors Hovedstadens vegne?

Først og fremmest  ser jeg for mig en organisation, hvor rigdommen af frivillige i samarbejde med dygtige ansatte er basis for mange spændende, relevante og behovsorienterede aktiviteter,hvor vi skaber og styrker fællesskaber. At vi når ud, hvor der er brug for os og samarbejder med både kommuner og andre organisationer og bliver set og anerkendt af fonde. Jeg håber også, at vi vil diskutere og arbejde med verdensmålene.