Mille glemmer aldrig lyden af vejrtrækningen

Mille glemmer aldrig lyden af vejrtrækningen

Det er sen aften. Mille Stenstrup er på vej ind til byen med sine venner, da en cyklist på den anden side af vejen rammer noget, flyver henover styret og lander med hovedet først ned i asfalten.

”Det så helt vildt ud. I det øjeblik blev jeg hurtigt ædru, og jeg løb derhen for at se, hvad der var sket. Jeg bad en af mine venner ringe 112, og begyndte derefter at se til pigen, der nu lå på jorden. Jeg tjekkede vejrtrækningen ved at lægge hovedet tæt på munden, da man så både kan høre, mærke og se om personen trækker vejret”, fortæller Mille.

Lyden af vejrtrækningen er noget, Mille aldrig vil glemme: ”Det var en meget hæs vejrtrækning. En virkelig ubehagelig fornemmelse, hvor man tydeligt kunne høre, at der var problemer med at trække vejret”.

Ansvar og hurtige beslutninger

Pigen lå bevidstløs på asfalten, og hendes ven, som havde cyklet ved siden af hende, var helt i chok. Mille tog hurtigt ansvar, mens hun havde sin førstehjælpskunnen i baghovedet.

”I forhold til førstehjælp siger man jo ’livet før førlighed’, så selvom jeg var bekymret for, om der var sket noget med hendes nakke, var jeg mere bekymret for, om hun ville begynde at brække sig og blive kvalt i sit bræk. Man kunne i hvert fald tydeligt se på hendes ven, at de havde fået en hel del at drikke. Jeg valgte derfor at lægge hende i sideleje, hvis hun nu pludselig skulle brække sig”, fortæller Mille.

Det var en kold aften, hvor asfalten stadig var våd af regn, så Mille blev samtidig bekymret for, om pigen lå og blev alt for kold. Hun fik de andre til at lægge deres jakker, halstørklæder og så videre, under og ved siden af pigen, så det kunne holde hende varm.

Den psykiske førstehjælp

Mille havde nu udøvet fysisk førstehjælp, men et par minutter efter skulle hun til at yde psykisk førstehjælp. Pigen vågnede, og var tydeligvis meget forvirret over, hvad der var sket.

”Jeg fik hurtigt hendes ven over, så hun kunne snakke med en person, hun kendte, og fik mine venner til at gå lidt tilbage, så der ikke var så mange fremmede, hun skulle forholde sig til”, fortæller Mille.

Men så nemt skulle det ikke være at berolige pigen, indtil ambulancen kom.

”Hun forstod ikke, hvad der var sket, og sagde hurtigt, at hun havde det helt fint og bare gerne ville videre. Jeg prøverede at forklare hende, at hun var faldet og landet lige på hovedet, men uden at stille nogen diagnose, da man for det første ikke må, og for det andet kunne det gøre hende endnu mere panisk. Hendes fortænder var knækket, og jeg havde en idé om, at hun nok havde fået hjernerystelse, men jeg holdt det for mig selv. Vi skiftede emnet over på, hvor de skulle hen og så videre, så vi fik hende beroliget”, fortæller Mille.

Alt dette varede ikke mange minutter, og ambulancen kom hurtigt, og ambulancefolkene overtog situationen. Mille var alligevel glad for, at pigen nåede at vågne, inden de ankom, så man var sikker på, at hun nok skulle klare sig.

Oplevelsen gav ro og lettelse

Det faldt Mille meget naturligt at overtage ansvaret i situationen. Af hendes venner, var hun nok den der havde bedst styr på førstehjælp. Da Mille var værnepligtig fik hun nemlig en omfattende førstehjælpsundervisning, hvor hun lærte, hvordan man skal reagere, hvis man står overfor alt lige fra katastrofeulykker til en forstuvet ankel.

”Det er alligevel en meget chokerende oplevelse, når ulykken sker lige foran én. Jeg har været lidt i tvivl om, hvordan jeg ville reagere, når det sker på så tæt hold, så hele oplevelsen har faktisk bare givet mig en lettelse og en ro. Jeg indså, at jeg sagtens kan reagere og hjælpe et andet menneske, når det virkelig gælder”, fortæller Mille, der planlægger snart at tage et opfølgende førstehjælpskursus.