Mikkel køber ind for coronaramte hjemløse

Mikkel køber ind for coronaramte hjemløse

Indtil for nylig stod  Solterrasserne i Valby tomt og forladt. Men under coronakrisen har Københavns Kommune igen åbnet dørene til det forhenværende plejecenter, som nu huser socialt udsatte, der er smittet med coronavirus.

To gange om ugen hopper Mikkel på cyklen og kører ud til Solterrasserne. Mikkel er frivillig i Røde Kors Hovedstaden og har i lidt under et år været tilknyttet Familienetværket. Her hjælper han børnefamilier, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen med at skabe meningsfulde relationer til andre familier i samme situation. I skyggen af den nuværende sundhedskrise har Familienetværkets arrangementer dog været på standby. Men netop i denne tid er der mange, der har brug for hjælp til det ene eller det andet, så Mikkel kontaktede en aktivitetsleder hos Røde Kors, som fortalte ham om budordningen på Solterrasserne.

Hjælper, hvor der er behov

I budordningen skal Mikkel to gange ugentligt møde op på Solterrasserne, hvor han får udleveret et betalingskort og et indkøbsnet. Indkøbslisten modtager han via sms. Så cykler han til Netto, hvor han finder varerne på listen og betaler. Derefter cykler han tilbage til det tidligere plejehjem, hvor han afleverer varerne og giver betalingskortet tilbage. Mikkel ved ikke, hvem eller hvor mange han køber ind for, da hele processen er så kontaktløs som muligt.

- Det er en meget anderledes end mit frivillige arbejde hos Familienetværket, hvor den direkte kontakt er omdrejningspunktet. Det nærvær savner jeg i denne tid, men jeg er glad for at kunne hjælpe på den måde der er behov for, og den måde det er muligt at hjælpe på lige nu, fortæller Mikkel.

Frivillighed på farten

Selv om det er en mærkelig tid at være både menneske og frivillig i, værdsætter Mikkel at kunne hjælpe dem, som har det ekstra svært.

- Hvis man kan presse én-to ekstra indkøbsture ind om ugen, gør det en stor forskel for det personale, der har travlt med at give pleje og udvise omsorg. Jeg synes ikke, det er krævende, da det jo kun tager den tid, det nu engang tager at købe ind, siger Mikkel.

Ud over at være med i Familienetværket og den midlertidige budordning, er Mikkel også ved at blive frivillig Ringeven. Det er også en ny indsats, hvor du som frivillig bliver sat i kontakt med en oftest ældre medborger, som lever med ensomhed.

Alle kan hjælpe

Du behøver ikke at have erfaring med frivilligt arbejde, eller at have brugt lige så meget tid på det som Mikkel, for at kunne yde vigtig støtte. Faktisk egner budtjansen sig fremragende til dem, som gerne vil hjælpe uden den direkte kontakt, mener Mikkel:

- Budordningen er perfekt til folk, der gerne vil lave frivilligt arbejde, men som måske ikke har lyst til at møde nye mennesker. Det er et arbejde, du kan gøre med høretelefoner i og stadig gøre en stor forskel for nogen, der har det svært lige nu.

// Skrevet af Josefine Overbye

Bliv Ringeven

Lige nu søger vi flere frivillige, som vil gøre en forskel for isolerede og ensomme medmennesker gennem faste telefonsamtaler.
Læs mere her.