Ledelse blev springbrættet for Jasmins frivillige arbejde

Ledelse blev springbrættet for Jasmins frivillige arbejde

Ledelse blev springbrættet for Jasmins frivillige arbejde

Det kræver ingen erfaring at blive leder hos Røde Kors Hovedstaden. Det var især det, som trak den 30- årige Jasmin til at blive teamleder for bevægelsesvenner på området for psykisk sårbare.

”Normalt skal man ha´ en del erfaring for at blive leder, men det er ikke et krav her. Jeg ville rigtig gerne ha´ noget ledelseserfaring, så det var en oplagt mulighed for mig. Derfra begyndte jeg at læse videre i stillingsopslaget. ”

Da Jasmin læste videre, var der mere end bare ledelseserfaring, som fangede hendes interesse. Det psykiske område var også et kæmpe plus, som faldt hende meget naturligt, da hun er opvokset med sin mor, som er uddannet psykolog. Det indholdsmæssige er helt klart det mest spændende, fortæller hun, hvorefter hun uddyber, hvad projektet går ud på: ”Bevægelsesvenner er et fedt projekt, hvor man tager fokus væk fra diagnosen. Det er slet ikke diagnosen, som er i fokus. To mennesker mødes om en fysisk aktivitet på tværs af kultur, diagnoser og interesser. Fysisk aktivitet forbinder os mennesker. ”

Som frivillig teamleder møder man mange forskellige mennesker, som skal matches. Det er interessant hvilke mennesker, som har lyst til at være frivillige bevægelsesvenner. Selv kendte Jasmin ikke nogen frivillige i sit eget netværk, så hun har fået et helt nyt perspektiv på det frivillige arbejde.

 

Det er ikke et arbejde, men en hobby

”Det er udelukkende min frihed og fritid, som jeg bruger på mit frivillige arbejde - fordi jeg har lyst”. Det føles ikke som et arbejde, men som en hobby. Hendes frivillige arbejde sammenligner hun med en tur i træningscenteret eller en kaffe med sine veninder. Grunden til at hun bliver ved med at ha´ lysten til at bruge sin tid, som ellers er kostbar med et fuldtidsstudie og studiearbejde er, at det giver hende vildt meget energi. Det giver mening. Ikke kun for hende, men også for de frivillige og deltagerne.

”Det kræver ikke så meget af mig, men det giver så meget. Det lyder så kliche, men det giver bare mening at hjælpe andre. ”

 

Et godt match giver livskvalitet

Den yngste deltager, som lige var fyldt 18 år, har virkelig gjort indtryk på Jasmin. Han kom ikke længere ud ad døren og fik dermed ingen bevægelse, da han mistede sin vejleder fra Kommunen i forbindelse med at blive myndig. Han var helt knust over det. Han havde aldrig hørt om Bevægelsesvenner, så da han blev præsenteret for konceptet, blev han virkelig glad.

”Den unge deltager var helt rørt, da vi sad sammen til mødet, og jeg fortalte, at jeg kunne finde en person, som gerne vil være aktiv sammen med ham. ” Han blev matchet med en ung frisk pige med samme interesser, som ovenikøbet er personlig træner. De to ses en gang om ugen og løber ture.

Det er historier, som disse der gør, at Jasmin bliver ved med at bruge sin fritid på at være frivillig og hjælpe andre. Hun synes det bedste uden tvivl er når et match opstår. ”Det giver mig gejsten til at fortsætte, da jeg ved, at deltagerne har noget at glæde sig til hver uge, hvilket er på baggrund af det, som jeg har sat i værk. Det gør mig glad at gøre andre glade. ”

Jasmin Labrosse

  • 30 år

 

  • Frivillig teamleder i bevægelsesvenner i Sind og Sårbarhed

 

  • Sind og Sårbarhed har fokus på psykisk sårbare

 

  • Bevægelsesvenner er et tilbud til folk der lever med en psykisk sårbarhed og ønsker at få mere bevægelse ind i hverdagen

 

  • Frivillig i Røde Kors Hovedstaden siden marts

 

  • Studerer international handel og markedsføring på Cph business