Julie får kompetencer til sit arbejdsliv gennem frivilligheden

Julie får kompetencer til sit arbejdsliv gennem frivilligheden

- Der opstår et magisk øjeblik, når de familier, som har brug for hjælp møder de frivillige, der gerne vil hjælpe dem. Lige dér kan jeg virkelig mærke, at jeg er med til at gøre en forskel for nogle, som har brug for det.

Ønsket om at hjælpe

Julie er 29 år, og i gang med den sidste del af sit studie i pædagogisk psykologi. Hun bor i København med sin kæreste og deres lille datter. Og så er hun frivillig leder i Røde Kors Hovedstadens projekt Støtte fra Start, som hjælper børnefamilier til at få en god start på familielivet.

- Efter jeg fik min datter for nogle år siden gik det op for mig, at det kan være rigtig hårdt at blive en familie. Heldigvis har jeg et stærkt netværk, der kunne hjælpe mig, men det er der jo rigtig mange, som ikke har. Og dem vil jeg gerne hjælpe, fortæller Julie.

De åbne muligheder

Mulighederne for frivilligt arbejde er i dag mange. Bare i Røde Kors Hovedstaden er der mere end 50 forskellige indsatser, som man kan blive en del af.

- Jeg ville gerne lave noget andet ved siden af mit studie- og familieliv. Den frivillige vej åbner bare en masse muligheder, hvor man selv kan vælge, hvilke projekter man vil arbejde med, fortæller Julie, som har været med siden Støtte fra Starts begyndelse.

-Mit arbejde med Støtte fra Start har givet mig indblik i, hvordan det er at arbejde i en stor organisation, og som leder får man ansvar, medbestemmelse, kurser og en masse viden, som jeg selv synes har været svært at finde i et studiejob.

Et trygt ansvar

Julie havde ikke selv tænkt på at være leder, men sagde alligevel ja til ledertjansen, da hun blev spurgt til et møde i Røde Kors Hovedstaden.

- Man får en masse ansvar og medbestemmelse som leder, og det har jeg lært virkelig meget af. Og samtidig står man aldrig alene med tingene, fortæller Julie, der er altid nogle, som er klar til at hjælpe, og på den måde bliver man taget godt i hånden som frivillig leder.

Plus på selvtillidskontoen

I begyndelsen syntes Julie, at det var både overvældende og spændende at starte som ny frivillig leder. Nu er Julie snart færdig med sine studier, og her har hendes frivillige erfaring har vist sig at være en stor hjælp:

- Jeg kan virkelig mærke, at jeg føler mig meget bedre klædt på til at gå ud og finde et arbejde, når jeg er færdig med mit studie. Det giver virkelig noget godt på selvtillidskontoen at være frivillig leder.

Støtte fra Start

Støtte fra Start er en indsats, der skal hjælpe småbørnsfamilier til en god start på familielivet.

Hver familie bliver matchet med en frivillig, som har viden om små børn og overskud at dele ud af.

Læs mere om Støtte fra Start