Ingen skal fejre jul alene

Ingen skal fejre jul alene

Den 24. december arranger Røde Kors Hovedstaden og Codan igen en stor julefest for gæster, der ellers skulle have fejret julen alene.

– Vi er glade for igen i år at kunne invitere københavnere indenfor i Codanhus til en dejlig julefest. På den måde kan vi gøre en forskel for mennesker, som ellers skulle sidde alene i julen. Vores medarbejdere glæder sig hvert år til at være med til at skabe en god oplevelse, siger Morten Møller Madsen, Marketing- og Kommunikationsdirektør i Codan.

Julefesten er efterhånden en mangeårig tradition med mere end 200 deltagere. Dagen byder på julemad, fællessang, underholdning og selvfølgelig dans om det store flotte juletræ.

Frivilligt engagement skaber gode oplevelser

I alt er ca. 60 frivillige fra Codan og Røde Kors Hovedstaden med til at skabe rammerne for en dejlig julefest.

– Vi er meget glade for vores samarbejde med Codan, som hvert år åbner deres hus, så vi sammen kan skabe en dejlig oplevelse for en gruppe mennesker, der har brug for og glæde af et fællesskab i julen. Det vidner om stort samfundsengagement, siger julefestens koordinator Maria Ellekrog fra Røde Kors Hovedstaden.

– Samtidig er det dejligt at opleve den store interesse for at blive frivillig til julefesten – både fra Codans medarbejdere og fra lokalbefolkningen i øvrigt, fortsætter hun.

Sådan kommer du med til julefest

Hvis du ikke har nogen at holde jul med og gerne vil med til julefesten, kan du tilmelde dig ved at ringe på 28923282 eller sende en mail rkh.julefest@rodekors.dk.