Hjemløsedagen – stadig med boksershorts og brede smil

Hjemløsedagen – stadig med boksershorts og brede smil

Solen skinner, vinden er frisk, himlen er blå og København er stille og roligt trådt ind i efteråret. På Axeltorv mødes en gruppe mennesker uden hjem for at markere den årlige hjemløsedag – denne gang i lidt anderledes rammer.

Umiddelbart er mængden af mennesker ikke iøjnefaldende, men kommer man tættere på ser man let, at dette er en gruppe mennesker med et helt specielt sammenhold.

Samlingen på Axeltorv er et coronavenligt alternativ til Hjemløsedagen. På trods af pandemien er en række organisationer mødt op for at give lidt ekstra omsorg til mennesker, der ikke har et hjem, de kan kalde deres eget. Her kan de få en hotdog og et par nye underbukser.

Behov for støtte og omsorg i en svær tid

-Hvor er det godt at se dig! Er du en størrelse XL?

Jannie går rundt blandt de hjemløse og deler underbukser ud. De taler alle med hinanden på en måde, der vidner om, at de har kendt hinanden i lang tid.

Jannie har bølget, stort, rødt hår, og man er ikke et sekund i tvivl om, at hun er dybt engageret i sagen. Jannie er leder af Røde Kors Omsorgscenter og Sygeplejeklinikken for hjemløse – og så er hun medarrangør af Hjemløsedagen.

-Det vigtigste på en dag som i dag er at vise, at vi i det danske velfærdssamfund stadig har mange gadesovende hjemløse, og at disse mennesker har brug for vores hjælp, fortæller hun om, hvorfor man ikke bare har valgt at aflyse dagen.

Stor ansvarlighed blandt de hjemløse

-Men ligeså vigtigt er det sociale faktisk også. Det er en tradition, at man mødes her hvert år og hilser på hinanden. Der er en pige her fra Fyn – hende har jeg ikke set siden sidste år, siger Jannie med et lille smil.

Jannie fremhæver også, at det er meget få hjemløse, som er blevet smittet med coronavirus:

-Jeg kender ikke en eneste hjemløs, der har fået corona. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg oplever en enorm ansvarlighed blandt de hjemløse.

Røde Kors har siden 2015 uddelt underbukser til de hjemløse på hjemløsedagen. De seneste par år har Jannie sørget for at sætte årstal på, så man kan erhverve sig en lille samling af Røde Kors års-underbukser.

Skrevet af Mia Thingaard

Vidste du?

  • Der lever omkring 6400 hjemløse i Danmark
  • 77% procent af de hjemløse er mænd, 23% er kvinder
  • 11% af de hjemløse sover på gaden

Kilde: VIVE