Her er der plads til alle

Her er der plads til alle

Jesper er frivillig på Café Lauritz, som et aktivitetstilbud til psykisk sårbare unge. Her er han med til at skabe gode oplevelser for en gruppe unge, som kan have det svært i hverdagen - og til at give støtte og omsorg, når der er brug for en, der lytter. 

Jesper beskriver caféen som et varmt sted for de unge, hvor der er plads til alle. Her bliver der omfavnet og hygget, enten gennem sociale aktiviteter som brætspil og sport eller ved at snakke om det, der driller, og hvordan man arbejder med sine følelser og frustrationer.

Det er Jesper og hans fem frivillige kolleger gode til. De har alle gennemført kurser og undervisning, så de er godt rustede til at kunne hjælpe. Men det allervigtigste er at være en god kontakt og et velkendt smil.

Hvad tror du, at Café Lauritz betyder for de unge?
- Jeg tror, at det er et lyspunkt i ugen, hvor de får en god griner, får spillet nogle spil og får snakket med nogle andre end de lige plejer. Vi snakker om de oplevelser, de unge har lyst til at dele - på både godt og ondt - og gør det selvfølgelig på en tryg måde, så alle parter har lyst til at deltage i samtalerne.

Hvordan ser en typisk hverdag ud på Cafe Lauritz?
- På grund af årstiden hygger vi meget indendørs med spil, sludder og lidt mere spil. Men i sommers var vi meget udenfor og lave aktiviteter. Det er også planen, at caféen snart skal tage på nogle ture, heriblandt i Tivoli, så vi har en del på tegnebrættet.

Hvad er din bedste oplevelse på caféen?
- Min bedste oplevelse var helt klart sidste år, hvor jeg så der lå nogle ketsjere inde i et skab. Det siger jeg til én af de unge, og spørger om han ikke vil med ud i gården og skyde lidt frem og tilbage. Jeg fik ham overtalt, og så kom vi ud og spillede. Til sidst endte vi med at stå i nattelampernes skær, og så blev jeg altså nødt til at sige, at vi skulle ind igen – men nu ville han slet ikke med ind. Det fedeste var så, at jeg efterfølgende får at vide af den unges kontaktperson, at han forgæves har forsøgt i flere år at få ham til at deltage i sportsaktiviteterne. Det var en virkelig fed følelse.

Hvorfor valgte du at blive frivillig hos Røde Kors?
- Jeg ville gerne prøve noget nyt med mit liv. Jeg har aldrig været frivillig, før jeg startede på caféen, men jeg har været så glad for det, at jeg nu også er startet på et andet frivilligt arbejde. Helt konkret var det for at udvide min horisont og prøve at gøre noget for andre, uden at der altid skal være en økonomisk årsag bag. Og så er det også rart at møde nogle nye mennesker.

Hvem synes du skal søge et frivilligt job?
- I caféen er det vigtigt, at man er tålmodig, overbærende og god til at lytte. Derudover skal man forstå, at de unge kan komme fra socialt belastede miljøer, så af og til kan tonen godt blive hård. Her er det godt at være lidt robust, hårdhudet og kunne nedtrappe konflikter. Man skal bare være åben og glad. Det er helt afgørende for, at man kan mærke at de unge har det bedre. Og så får man det også selv godt.

Skrevet af Victor Linnet

Vil du hjælpe et menneske med psykisk sårbarhed?

Mere om Café Laurits