Hanne hjælper folk med at jagte deres drømme

Hanne hjælper folk med at jagte deres drømme

hanne drommeagent

Til daglig arbejder Hanne i en softwarevirksomhed, men når hun har fri, hjælper hun personer i misbrugsbehandling med at indgå i nye fællesskaber og jagte deres drømme.

 

Hanne har været en del af Røde Kors Hovedstaden siden 2014 og har tidligere beskæftiget sig med aktiviteten Tryghedsopkald, hvor hun med sine opkald har skabt tryghed hos ældre enlige borgere, men da hun blev præsenteret for aktiviteten Drømmeagenterne, besluttede hun, at det var tid til at prøve kræfter med en ny aktivitet.

Drømmeagenterne er et tilbud for voksne personer i misbrugsbehandling. Her bliver du som drømmer matchet med en frivillig drømmeagent, som skal hjælpe og støtte borgeren til en hverdag med nye fællesskaber. Programmet varer typisk 6 måneder, hvor drømmeren og drømmeagenten mødes cirka en gang om ugen. ”Det er personer, der drømmer om noget andet, og det er det, jeg skal hjælpe dem med,” fortæller Hanne. Og selvom Hanne ikke selv har været i berøring med misbrug, var hun ret sikker på, at hun kunne give drømmerne noget, som de kunne få glæde og gavn af – og på en og samme tid lære noget om en verden, som hun ikke kendte så meget til.

 

VI VED BEGGE TO, HVORFOR VI ER HER

Der kan være stor forskel på, hvem man bliver matchet med, og derfor også på, hvad de har lyst til at lave sammen med dig. ”Det er vigtigt at mærke efter, hvad drømmeren er komfortabel med og finde frem til, hvad det er, at drømmeren forventer og gerne vil have ud af forløbet, i stedet for at prøve på at ramme sit eget ambitionsniveau,” fortæller Hanne. Der er ingen krav til, hvad du som drømmeagent skal lave sammen med den drømmer, du bliver matchet med. Selvfølgelig kan du ikke regne med, at drømmeren har helt de samme interesser som dig, men Hannes drømmer havde dog selv et ønske om at komme med hende til crossfit, da hun fortalte, at det var det, hun brugte noget af sin fritid på. Ofte kan det ellers være skønt blot at gå en tur sammen og få frisk luft til hovedet. For nogle drømmere betyder det nemlig allermest at få snakket sammen, og derfor skal man ikke nødvendigvis føle sig forpligtet til konstant at finde på aktiviteter, man kan lave i fællesskab.

”Det, der er virkelig godt ved det her, er, at vi begge to ved, hvorfor vi er her. Derfor er det relativt nemt at spørge drømmeren om, hvordan det går,” fortæller Hanne. Selvom Hanne mest af alt snakker om helt almindelige hverdagsting med drømmeren, så betyder det meget for relationen, at det rum, de begge befinder sig i er trygt og sikkert, og at der er plads til at spørge om, om tingene har været lidt svære på det sidste. ”Vi ved godt, hvorfor vi har den relation, vi har, og derfor er det også lovligt og en del af opgaven at spørge ind til, hvordan drømmeren har det. I andre relationer kan der i forbindelse med sådan et spørgsmål opstå berøringsangst, men her er der plads til at stille de spørgsmål, der går helt tæt på,” fortæller Hanne.

 

FØLELSEN AF AT GØRE EN FORSKEL

Udover at møde et andet menneske og lære den person at kende, har Hanne lært meget om, hvorfor tingene nogle gange kan være meget svære. ”De er så seje, de drømmere jeg har mødt, at de har truffet den beslutning, at det her ikke længere skal fylde i deres hverdag – også selvom det er svært, og det er svært hver eneste dag,” fortæller Hanne. Kommunikationen og evnen til nu at være i stand til at kunne aflæse og forstå, at vi som personer har forskellige behov, er noget af det, som Hanne har taget med sig videre i sit professionelle virke. ”Jeg vil virkelig anbefale Drømmeagenterne. Jeg får selv så meget ud af det, og jeg føler virkelig, at jeg gør en forskel ved at hjælpe en anden,” fortæller Hanne.