De frivillige helte fik pandekager og ros på Københavns Rådhus

De frivillige helte fik pandekager og ros på Københavns Rådhus

I år fejrer Røde Kors Hovedstaden 100 års jubilæum under mottoet: ”Helte i 100 år”. I den forbindelse var alle frivillige inviteret til reception og pandekager på Københavns Rådhus den 30. august. Omkring 400 entusiastiske frivillige i højt humør mødte op.

af Lene Nørgaard Lau og Lone Israelsen (foto)

 

Op ad den store brede trappe og ind i den mægtige rådhushal myldrede det med glade frivillige allerede en halv time før selve receptionen.

Alle havde fået en særlig invitation til reception med taler fra to borgmestre og efterfølgende de berømte rådhuspandekager, som man ellers kun ser sportsfolk fortære på landsdækkende TV.

Der blev budt hjerteligt velkommen af socialborgmester Jesper Christensen (S), som i en årrække har samlet ind til Røde Kors i Tingbjerg, hvor han bor.

”Vi fejrer frivilligheden”

I sin tale fortalte Jesper Christensen, at han var glad for den kæmpe indsats, som de over 2.100 frivillige i Røde Kors Hovedstaden dagligt yder for de svageste mennesker i hovedstaden:

”I dag fejrer vi frivilligheden og det særlige, som frivilligheden kan. Frivilligheden tager hånd om de borgere, der lever livet på kanten. Der er en masse sårbare i København, og uanset hvor mange dygtige kommunale folk, der er, så kan frivillige med deres engagement møde andre mennesker på en helt særlig og personlig måde,” sagde Jesper Christensen.

Han sluttede sin tale med at slå fast, at han er stolt af Røde Kors Hovedstadens store arbejde, som i den grad bidrager til at gøre hovedstaden til et bedre sted at bo.
Efter talen var der et kort ophold, hvor de mange frivillige hurtigt faldt i snak med hinanden, kiggede på de flotte flag, der hang ned fra loftet, eller kastede sultne blikke mod de mange rådhuspandekager. Andre bladrede ivrigt i det jubilæumsskrift, der var blevet lavet i anledning af jubilæet.

Vil du være frivillig i Røde Kors Hovedstaden? Læs mere om de mange muligheder her!

Historiens vingesus

Der gik dog kun få minutter, før sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) gik på talerstolen.

Hun startede sin tale med et tilbageblik og med at minde frivillige om, at de står på skuldrene af andre: “Jeg håber, at I kan mærke historiens vingesus fra de frivillige og ansatte, der var der før jer, som står her i dag,” sagde Ninna Thomsen og fortsatte:

“100 år er et rigtigt stort jubilæum. I er alle unikke, og i gør ikke det samme. Nogen har talegaver og bidrager på den måde, mens andre hjælper med praktiske ting. I hjælper ikke kun i Danmark, men i hele verden. Klap jer selv på skulderen – I kan være så jætte stolte, siger jeg både som borgmester og som borger i Hovedstaden,” sagde Ninna Thomsen som afslutning på sin tale.

Som dagens sidste taler gik Keld Scharling, formand i Røde Kors Hovedstaden, på talerstolen. Også han takkede de mange frivillige og kom ind på den flotte udvikling, som Røde Kors Hovedstaden har været igennem i de 100 år.

Efter de tre taler gik Jesper Christensen igen kort på talerstolen og åbnede pandekagebordet:

”Der er jo tale om en gammel opskrift, der stammer fra 1920, så den er næsten lige så gammel som jer,” sagde han, hvilket medførte mange smil og latter rundt om i salen, før de mange frivillige begyndte at se sig om efter en tallerken og en pandekage.

Se billeder fra receptionen her