Frivillige fra Røde Kors i Malawi arbejder med førstehjælp og bæredygtighed

Frivillige fra Røde Kors i Malawi arbejder med førstehjælp og bæredygtighed

I 1932 kom britisk Røde Kors til Malawi. Den daværende guvernørs kone etablerede den første Røde Kors afdeling i Zomba, som er den ældste Røde Kors afdeling i Malawi. Det er med netop denne afdeling at Røde Kors Hovedstaden har en frivillig-til-frivillig-aftale. Derfor var vi tre frivillige fra Røde Kors Hovedstaden, som var på besøg hos Røde Kors i Zomba for at se en række af deres projekter og udveksle erfaringer.

Af: Anne-Kristine Moody

På Zomba Urban School i Malawi modtog børnene undervisning i førstehjælp af Røde Kors Hovedstadens frivillige.

Hjælp til de mest udsatte

Malawi er et af de fattigste lande i verden. Ligesom i Danmark vil de frivillige i Røde Kors i Zomba hjælpe de mest udsatte. På vores besøg mødte vi Røde Kors frivillige fra mange forskellige aktiviteter. Nogle byggede huse til ældre eller handikappede. Andre kom med mad og vand til dem, der ikke selv havde noget, og nogle gjorde rent på den nærliggende sundhedsklinik.

Uden for sundhedsklinikken mødte vi en af de frivillige, som fortalte, at hun en dag var kommet forbi en tilskadekommende i vejkanten. Idet hun ikke kunne hjælpe, meldte hun sig som frivillig i Røde Kors, for at lære førstehjælp. Nu gør hun rent på den lokale sundhedsklinik sammen med ca. 40 andre frivillige.

Et håb om en bedre fremtid

Malawi er et landbrugsland, hvor ca. 80% af arbejdsstyrken er beskæftiget. Landbrugsproduktionen er sårbar på grund af tørkeperioder og regntid. Træfældning gør, at det regner mindre og der er flere tørkeperioder end tidligere.

Vi mødte en gruppe unge frivillige, som havde håb og drømme om at starte små virksomheder, hvor de kunne tjene nok til at sætte flere projekter i gang. Med tanke på at bevare et bæredygtigt klima, havde de startet et træplantningsprojekt og med midler fra Røde Kors Hovedstaden, havde de købt en popcornmaskine, som skulle skaffe indtægter ved større arrangementer.

Er du interesseret i et foredrag om turen? Så skriv til: Anne-Kristine.moody@rodekors.dk

Du kan se updates fra turen til Malawi på Røde Kors Hovedstadens Instagram.