Fordi Røde Kors er tilstede, hvor det brænder på

Fordi Røde Kors er tilstede, hvor det brænder på

Henrik Ditlevsen fra Brønshøj arbejder til daglig som klyngeleder i daginstitutionerne i Københavns Kommune, han spiller musik i sin fritid og har familie. Men hvert år tager han sig tid til at samle ind for Røde Kors. Det er en måde at hjælpe konkret på, med den tid jeg har til rådighed, fortæller han.  

En af de ting, som tiltaler Henrik ved Røde Kors, er deres fokus på at hjælpe hvor der er behov – udenom regeringer og politik, som han siger. Og det mener han er positivt og nødvendigt:

“Røde Kors er jo der, hvor det virkelig brænder på i verden. De er en alment respekteret organisation”.

Det mindste, man kan gøre

Oprindeligt blev Henrik inspireret til at melde sig som indsamler for lige netop denne organisation, da han besøgte en bekendt i Kenya, som var pressedelegeret for Røde Kors.

“Så tænkte jeg på, hvordan jeg selv kunne gøre noget. Jeg har et arbejde, der er mere end fuldtid, men jeg ville gerne gøre noget. Og så tænkte jeg, at det er det mindste man kan gøre, siger Henrik, som gerne vil engagere sig mere i hjælpearbejdet, når han engang går på pension, og har mere tid.

Sjovt for børnene

Som regel går Henrik ruten hjemme i Brønshøj, og det styrker naboskabet, fordi man lige får hilst på folk i nærområdet, fortæller han:

“Det giver mig også et indblik i mit eget nærområde. Altså man kender jo sine nærmeste naboer, men jeg synes det er sjovt at komme rundt lige og hilse på”.

Børnefamilier er der mange af i området, og forældrene her er gode til at engagere deres børn og fortælle om, hvad indsamlingen går ud på.

“Ungerne synes jo at det er enormt sjovt at putte alle mønterne i, og det tager en krig, men det er jo hyggeligt. Og samtidig fortæller forældrene deres børn om at pengene går til dem, der ikke har det så godt som vi har det. Og det synes jeg er fint”, siger Henrik.

Skal gå igen til årets indsamling

Henrik fortæller, at han går op i politik og i, hvordan verden er skruet sammen. Han har holdninger til det humanitære arbejde.

"Jeg skal ikke gå gennem livet bare og brokke mig over verdens urimeligheder og sociale ulighed og alt muligt, uden at gøre noget. Jeg ved godt, at så meget er det jo heller ikke, men det kommer, når jeg på et tidspunkt ikke skal arbejde længere”.

Tekst og foto: Maria Lindbaum

Bliv indsamler

Årets landsindsamling er søndag den 6. oktober 2019. Meld dig til indsamlingen på www.indsamler.dk eller ring på 70 10 00 00.

I 2018 var flere end 16.000 danskere på gaden for at samle ind – de samlede 16 millioner kroner til Røde Kors’ hjælpearbejde.
Pengene fra årets indsamling går blandt andet til at sikre mennesker uden hjem akut beskyttelse, ly, mad, vand og lægehjælp.

En indsamler samler typisk 1.000 kroner ind – for de penge kan Røde Kors give:

  • 6 måneders støtte til en voldsudsat kvinde og hendes børn
  • 365 dage med rent drikkevand til 37 mennesker i nød
  • Mad til en hel familie i fire måneder
  • Presenninger, der giver 10 familier ly og beskyttelse mod vind og vejr
  • Varme tæpper til 20 katastroferamte børn