Fast bevilling til omsorg for syge hjemløse

Fast bevilling til omsorg for syge hjemløse

Region Hovedstaden har valgt at gøre bevillingen til at drive vores omsorgscenter for hjemløse, der bliver udskrevet til gaden efter et hospitalsophold, permanent og afsætte 2,5 millioner kroner om året de næste fire år til driften.

Det er sjældent hensigtsmæssigt at blive udskrevet direkte til gaden efter endt behandling på et hospital. Derfor driver vi Røde Kors Omsorgscenter Eirsgaard, hvor voksne uden et hjem, de kan kalde deres eget, kan få hvile, omsorg, sygepleje og socialfaglig hjælp i op til to uger efter, de er blevet udskrevet.  I budgettet for de kommende fire år har Region Hovedstaden valgt at prioritere omsorgscenteret ved at give i alt 10 millioner kroner til driften.

- Vi er meget taknemmelige for den faste bevilling, som gør det muligt fortsat at tilbyde blandt andet omsorg, socialt samvær, sårpleje, korrekt ernæring og vejledning i at løse sociale udfordringer. Omsorgscenterets ansatte og omkring 30 frivillige giver borgerne den nødvendige sygepleje og hjælper dem godt videre, så de får mulighed for at ændre deres livssituation efter udskrivelsen, fortæller sekretariatsleder Pernille Scheel.

På omsorgscenteret på Amager får borgerne tilbudt egen seng, aflåst skabsplads og adgang til bade- og toiletfaciliteter. For at få en plads efter udskrivelsen, skal man henvises af enten en socialsygeplejerske eller en gadepladsmedarbejder.

Eirsgaard

Røde Kors Omsorgscenter Eirsgaard har taget navn efter lægekunstens gudinde Eir fra den nordiske mytologi.
Du kan læse mere om omsorgscenteret her.