Evaluering: Turtjenesten skaber fællesskab mellem seniorer

Evaluering: Turtjenesten skaber fællesskab mellem seniorer

Hver dag henter en frivillig chauffør og en frivillige turleder en gruppe seniorer ved deres hoveddøre og kører på tur til diverse kulturelle udflugtsmål eller ud i naturen. Turtjenesten har til formål at løfte de ældre borgere ud af ensomhed og ind i et mere aktivt, socialt fællesskab. Det giver nogle interessante, fælles oplevelser og et netværk der, hvor den ældre befinder sig, viser vores evaluering. 

Turtjenestens tilbud er netop blevet evalueret, og en af konklusionerne er, at de seniorer, der benytter sig af indsatsen, oplever et meningsfuldt samvær med andre, når de er på tur.

Mens mange deltagere melder sig for at få kulturelle oplevelser og komme ud i naturen, spiller det sociale samvær en central rolle i, hvorfor folk er glade for turene. Mere end en tredjedel ses privat med én til flere deltagere, de har mødt gennem turtjenesten, viser en intern evaluering.

Hver tredje føler sig mindre alene

En kvindelig deltager forklarer, at hun har en familie:

“Men de går jo på arbejde. Så jeg vil jo ikke forstyrre dem med at ville have besøg eller skulle ud til dem”, siger hun.

En anden deltager fortæller i evalueringen, at hun ikke altid har nogen at snakke med i hverdagen, når hun føler behov for det:

“Der er ikke nogle tilbage. Det lyder måske som en trist tilværelse, men jeg har en meget fin hverdag”.
Denne deltager kommer heller ikke så meget ud, da hun er dårligt gående og seende.

Evalueringen viser, at hver tredje føler sig mindre alene, efter de er kommet med i Turtjenesten.

En blandet flok, som hjælper hinanden

Deltagerne hos Turtjenesten er en blandet flok med forskellige behov og ressourcer. Nogen har fysiske skavanker, mens andre ikke har. Alle deltager på lige fod i fællesskabet, men nogen snakker mere end andre. Det er positivt at gruppens deltagere rummer en forskellighed. Det kan være med til at skabe en god dynamik i gruppen, og deltagerne hjælper hinanden.

Det kan for eksempel være ved fysisk hjælp; at hente stokken eller give en støttende arm. Men det kan også være ved at bidrage til en hyggelig atmosfære. En deltager fra Brønshøj fortæller blandt andet:

“Nu snakker jeg ikke så meget, men det er der mange andre, der gør, så kan man altid byde lidt ind”.

Læs mere om Turtjenesten