Et match med mening

Et match med mening

Hanne er frivillig teamleder for besøgsvenner til psykisk sårbare. Hendes opgave er, at matche borgere og frivillige ud fra deres interesser og kemi. Så opstår der et match, som giver Hanne glæde.

”Det bedste er når tingene lykkes. Når et match lykkes for begge parter. ”

Det er Hannes motivation for at blive ved med at finde folk, som kan matche godt sammen. Hvis det går godt med dem, tænker hun YES og bliver varm om hjertet.

”Jeg har matchet to personer, som godt kan lide at se film. De ser ofte en film sammen og snakker om den. Det er dejligt. Men det giver selvfølgelig ikke mening at kombinere en person, som gerne vil gå ture med en, som ikke kan gå. Derfor skal jeg ha´ styr på disse ting, inden jeg sætter dem sammen. ”

Det er dog ikke kun de praktiske ting, som skal matche. Kemien er også i højsædet for, at det skal give glæde til begge parter.

” Jeg bliver rigtig glad, når jeg har lavet et godt match. Jeg gør nemlig også to andre mennesker glade – borgeren og den frivillige. ” fortæller Hanne med mundvigene opad.

Relationer skaber glæde

Rollen som frivillig teamleder har affødt mange gode oplevelser. Hanne fortæller om en ensom borger med et stort ønske om en besøgsven.

”Jeg prøvede at matche borgeren med en frivillig, selvom jeg egentlig var lidt i tvivl. ”

Et par måneder senere følger Hanne op på den nye relation, som er skabt, og tilbage får hun et langt brev. Brevet var en levende beskrivelse om, hvor meget de hygger sig med b.la. film, madlavning og gåture til den lokale bænk.

”Så giver det hele mening for mig. ” fortæller Hanne.

Det hele er dog ikke altid lutter og lagkage for teamlederen.

"Når jeg går fra et besøg hos en borger, der virkelig har behov for en besøgsven, kan det være lidt trist at konstatere, at der kan gå lang tid, inden vi kan hjælpe borgeren, fordi vi simpelthen mangler besøgsvenner" afslutter Hanne og håber på, at endnu flere vil være frivillig besøgsven.

Hanne Bull, 73 år

Folkepensionist

Frivillig teamleder for besøgsvenner for psykisk sårbare

Frivillig teamleder siden 2021

Vil du også være besøgsven for psykisk sårbare?

Læs mere om at være besøgsven for psykisk sårbare her.