En særlig omsorg og et vidne til mit liv

En særlig omsorg og et vidne til mit liv

For 68-årige Edith blev mødet med en frivillig besøgsven et vendepunkt i et liv, der ellers hastigst udviklede sig i en forkert retning.

- Den første gang, jeg mødte hende, tilbød hun at tage med min til min mors urnenedsættelse. Der vidste jeg, at jeg havde mødt et helt særligt menneske, og jeg tør godt indrømme, at jeg skylder hende mit liv, fortæller Edith om hendes første besøgsven Helle, som hun mødtes med hver torsdag i 15 år.

De to mødte hinanden første gang, efter Edith havde ringet med sit nødkald til hjemmeplejen et utal af gange en nat, hvor hun havde det rigtig dårligt.

- Jeg var lige blevet fyret og tilkendt førtidspension, og så døde min mor. Det hele væltede for mig, og jeg forklarede sygeplejersken i røret, at jeg ikke var faldet fysisk men åndeligt. Heldigvis hjalp hun mig med at få kontakt til Røde Kors’ besøgsvenner for psykisk sårbare, siger Edith.

Vi kan tale om det gode og det svære i livet
Edith sidder i sin nye lejlighed i Københavns Nordvest-kvarter. Helle og hendes familie hjalp med flytningen, så Edith og katten Mulle kunne komme godt på plads.

- Helle har den mest inspirerende livsindstilling, og jeg nyder at kende hele hendes familie. Selvom hun ikke længere er min besøgsven, taler vi ofte sammen, og hun har været meget mere for mig, end man nogensinde kan forvente. Jeg har besøgt hendes forældre, kendt hendes børn gennem hele opvæksten og hun har hjulpet mig med eksempelvis møder med banken eller lægen, fortæller Edith.

I dag har Edith en ny besøgsven – Birgitte – som hun mødes med hver anden uge.

- Vi har kendt hinanden et års tid, og vi er allerede meget fortrolige. Det er en særlig form for intimitet - her får jeg omsorg og et vidne til mit liv. Vi kan tale om noget, der er svært – og samtidig nyde de gode ting i livet som for eksempel den tur til Amager Strand, vi tog på i foråret, hvor jeg bare trængte til at komme ud og mærke naturen. Jeg har virkelig mødt to prima mennesker som besøgsvenner, siger Edith.

Alle har brug for at være noget for nogen
Når Edith ikke er på tur eller læser bøger til hendes mange bogklubber, arbejder hun på sin egen bog. En slags selvbiografi om opvæksten i et arbejderhjem i Jylland over den store nedtur i begyndelsen af 00’erne og til i dag, hvor Edith næsten er medicinfri og haft overskud til også selv at være frivillig.

- I dag har mit behov for støtte og omsorg ændret sig, så en tur på museum eller en debat om en spændende bog giver mig lyspunkter i tilværelsen. Og så er jeg blevet inspireret til også selv at dele ud af det overskud, jeg har fået. Jeg vil altid være psykisk sårbar, men det har jeg det helt okay med – i dag kan jeg leve med det og have et godt liv, fortæller Edith.

Bliv besøgsven for et medmenneske med psykisk sårbarhed