En hjælpende hånd fra den anden side af vejen

En hjælpende hånd fra den anden side af vejen

I krydset mellem Tuborgvej og Tagensvej i Københavns Nordvestkvarter ligger Integrationshuset Kringlebakken. Her kan kvinder med anden kulturel og sproglig baggrund end dansk få rådgivning, sprogundervisning, og udvide deres sociale netværk. På den anden side af vejen ligger Røde Kors’ nye Megastore, og herfra blomstrer nu et nyt samarbejde: Flere af kvinderne fra Kringlebakken har nemlig meldt sig som frivillige i den nye butik.

- Jeg er meget glad for at være her, fortæller Zell-E-Humen med et bredt smil på læben.

Hun har været frivillig hos Røde Kors Megastore i snart fire måneder, og har allerede mærket en stor udvikling

- I starten fik jeg meget hjælp og vejledning - nu hjælper vi alle sammen hinanden.

At være frivillig giver ny erfaring

Zell kom til Danmark fra Pakistan for syv år siden, og blev for to år siden introduceret for Integrationshuset Kringlebakken gennem en god veninde. Det var herigennem, hun fik kontakt til Røde Kors Megastore, hvor hun nu er blevet frivillig.

- Det bedste ved at være i genbrugsbutikken er, at jeg kan øve mit sprog. Samtidig er det også nemmere at søge arbejde andre steder, når man har erhvervserfaring, fortæller Zell, der har planer om at bruge butikserfaringen til at søge job i et supermarked.

Zell forklarer, at hun tidligere arbejdede som skolelærer, og håber på at kunne arbejde med børn igen engang i fremtiden. Hun sætter derfor stor pris på den erfaring, som hun kan samle sig som frivillig.

Første skridt på vejen

Med tre små børn har Zell ikke mulighed for at arbejde fuldtid. Hun forklarer, at hun derfor er glad for fleksibiliteten i genbrugsbutikken. Her har hun nemlig selv indflydelse på hendes arbejdstider og har også haft mulighed for at medbringe sin yngste datter:

- Min mand og jeg har tre piger på syv, tre og halvandet år. Da jeg startede i genbrugsbutikken sagde de til mig, at jeg gerne måtte tage min yngste datter med, så det gjorde jeg i den første måned.

Zell drømmer om at blive pædagog, når hun har færdiggjort sin danskundervisning. Indtil da nyder hun at være frivillig, forklarer hun og afslutter med grinende at fortælle:

- Når min store datter spørger ind til genbrugsbutikken, så kalder hun det for ’min butik

Skrevet af Karen Vognsen