Emma har en mission – nu skal budskabet om indsamlingen spredes i byen!

Emma har en mission – nu skal budskabet om indsamlingen spredes i byen!

Cykelflyers, plakater og røde kors er klar til at fylde bybilledet og minde københavnerne om, at Røde Kors samler ind i hele landet den 1. oktober. Emma efterlyser dog dine cykelmuskler i starten af september til at hjælpe med at fuldføre missionen. 

Af: Stine Emilie Fløe Dalby

 

Søndag d. 1. oktober er der traditionen tro igen landsindsamling hos Røde Kors, og her vil tusindvis af frivillige gå på gaden i den gode sags tjeneste.

Derfor har Emma Becker, der er kampagne- og eventpraktikant hos Røde Kors Hovedstaden, smurt cykelkæden og lagt flyers og plakater parat, så københavnerne i september vil blive mindet om, at de kan melde sig som indsamlere:

“Det er selvfølgelig utrolig vigtigt, at så mange som muligt melder sig som indsamlere, og derfor skal indsamlingen være synlig i bybilledet her i september, så så mange som muligt husker at sætte et kryds i kalenderen den 1. oktober,” fortæller Emma.

Hop på cyklen i din bydel en enkelt time eller to 

Emma har de seneste uger nøje planlagt og tilrettelagt forskellige cykelruter og stop, hvor flyers og plakater skal afleveres eller hænges op. Hun har på forhånd lavet aftaler med diverse kulturhuse, museer, apoteker og så videre i byen, og fået tilladelse til at lægge materialer hos dem.

Så det er nemt og lige til højrebenet at lufte cyklen, hunden eller kæresten og støtte Røde Kors med at sprede et vigtigt budskab.

Ved du allerede, at du gerne vil samle ind? Tilmeld dig med det samme her!

“Budskabet skal ud den første uge af september, så det er tidsmæssigt en fleksibel cykeltur. Du kan bruge ca. to timer i uge 36, når det lige passer dig – eller du kan bruge en time, tage på café i solskinnet, og fortsætte turen når kaffekoppen er tom,” siger Emma og fortsætter:

“Du behøver ikke at vinde ‘Tour de France’, så længe budskabet kommer ud,” tilføjer Emma grinende.

Hvornår på dagen eller ugen det bliver gjort er derfor op til den enkelte. Det vigtigste er, at vi kommer ud til alle de aftalte steder, hvorfor det skal lægge inden for stedernes åbningstider.

For hver en indsamler tæller. I gennemsnit får en indsamler 1000 kr. i bøssen pr. rute. For det beløb kan man f.eks. sikre mad til tre katastroferamte familier i en måned.

I Danmark er pengene med til at gøre en forskel for nogle af samfundets mest sårbare grupper, såsom flygtninge, udsatte børnefamilier og ensomme ældre rundt omkring i landet. 

Skriv til Emma og vælg en cykelrute 

Hvis du er frisk på at hjælpe Emma så skriv til hende på rkh.emma.becker@rodekors.dk – så får du en cykelrute, der passer dig. Der er cykelruter både i København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør.

Så bliv ikke overrasket næste gang du ser et rødt kors blafre på cyklerne ved din station. I så fald er Emmas cykelmission lykkedes.