Døgnåben mental førstehjælp

Døgnåben mental førstehjælp

Janne P. Rasmussen har lagt en karriere som dommer bag sig: Nu udnytter hun nu sine mange års erfaringer i Offerrådgivningen hos Røde Kors Hovedstaden.
Af Ana Ilinca Mihai

Offerrådgivningen blev etableret i 1997 efter en lovændring i Folketinget, der pålagte alle politikredse at oprette offerrådgivninger som et tilbud til mennesker, der har været udsat for kriminalitet, ulykker eller andre traumatiske begivenheder. Målet er at være der for folk, der oplever noget chokerende og har brug for hjælp. I dag tilbydes der gratis og anonym rådgivning til både ofre, pårørende og vidner, og tjenesten har døgnåben alle årets dage.

I Hovedstadens Offerrådgivning arbejder der 35-40 frivillige. Vagttelefonen er åben døgnet rundt, og der er altid en rådgiver, der står klar til at hjælpe, enten via en telefonsamtale eller et personligt møde.

En solstråle på en regnfuld dag
En kold og regnfuld novemberdag møder jeg en af offerrådgiverne, Janne P. Rasmussen, på et af Røde Kors’ kontorer på Nørrebro. Janne er uddannet jurist og har arbejdet ved domstolene i 30 år. Umiddelbart efter hun gik på pension for et par år siden, så hun en annonce om Offerrådgivningen i dagbladet Politiken, og syntes det lød interessant, så hun tilbød sin hjælp. Først var hun i tvivl om, hvorvidt hendes professionelle baggrund var en styrke eller en svaghed i forhold til rollen som offerrådgiver; nu skulle hun skifte fokus fra gerningsmænd til ofre.

Hendes erfaringer har dog vist sig at være en styrke, og i dag er hun – udover at være offerrådgiver – også den, der står for kontakten til politiet, som Røde Kors har et godt samarbejde med. Politiet har pligt til at fortælle folk om Offerrådgivningens eksistens i forbindelse med en anmeldelse, og 70 % af dem, der ringer til offerrådgivningens vagttelefon, har fået nummeret fra politiet. Samtidig kan politiet også gøre brug af Offerrådgivningen i forbindelse med f.eks. røveri eller indbrud, hvor offeret ikke selv er i stand til at ringe.

Uddannet til at lytte
For at kunne være offerrådgiver skal man helst have en god portion livserfaring, og man skal være god til mennesker. Derfor skal rådgivere være over 30 år gamle. Derudover skal man først igennem et par kurser, hvor man bl.a. lærer, hvordan man skal føre en samtale med folk i krise samt hvad faserne i en krise er. Man skal også gennemgå en del øvelser og undervises i mere praktiske ting, som man skal kende til for at kunne henvise folk videre i systemet.

For de frivillige findes der tilbud om supervision, efteruddannelse og møder med de andre rådgivere, hvor man kan udveksle erfaringer og på den måde lære af hinanden. Hvis der er brug for det, kan man også som frivillig bruge Røde Kors’ Psykologtjeneste.

En god offerrådgiver skal være god til at lytte, mener Janne:
– Den, der fortæller, skal have oplevelsen af, at den anden lytter og forstår.

Samtidig skal man også være i stand til at styre samtalen for at finde ud af, hvordan man bedst kan hjælpe. Det sker, at et offer kan have svært ved at fortælle helt præcis hvad der er sket, hvis der er tale om noget meget groft, f.eks. en voldtægt. Det kan måske være svært at ringe og tale med en fremmed om en traumatisk begivenhed, men Janne synes, at folk er gode til at åbne op.

Et typisk spørgsmål, man som rådgiver stiller, kunne være: ”Hvor var det værst at være dig i den pågældende situation?” Det får folk til at sætte ord på tingene. Sidst, men ikke mindst, skal man være i stand til at kunne slippe folk igen. Man har typisk kun én samtale med et menneske. Det der kan være svært, er ikke at vide, hvordan det går. Vi har ingen mulighed for at finde ud af det. Det er meget vigtigt, at man ikke får indtryk af, at vi kan få eller prøver at få information af brugere.

Nu takker folk mig!
Hvordan taler man så om kriser med en fremmed person? Og hvem er det, der ringer?

– Man starter med at spørge om, hvad der er sket, og så lytter man til historien.

At lytte er ikke noget nyt for Janne, der har stor erfaring med det fra hendes tidligere job som retsassessor. Noget, der dog er helt nyt for hende er, at folk takker hende til sidst. Det gjorde de ikke i retten, da hun skulle sende folk bag tremmer.

– Nu takker folk mig!, siger hun med et smil på læberne.

De fleste af dem, der ringer til Offerrådgivningens vagttelefon, er kvinder mellem 15-39 år. Det kan også være børn, der har været vidner til noget tragisk, som ringer sammen med forældrene. Når jeg spørger hende på hvilken side kan hun bedst lide at være, svarer hun, at hun ikke kan vælge. Begge dele er meget spændende, men hun savner dog ikke sit gamle dommerjob.

Det kunne være mig!
Janne er glad for sit arbejde som offerrådgiver. Hun får også noget tilbage ved at hjælpe andre, og når jeg spørger om, hvorfor hun gør det, tænker hun lidt og svarer: ”Det kunne være mig! I dag er jeg så heldig, at jeg kan hjælpe. I morgen kan det være mig der har brug for hjælp”.

Hun husker især én historie, som gjorde indtryk på hende: En mand ringede og fortalte om en skudepisode, som han havde været vidne til. Han prøvede at yde førstehjælp til skudofferet, indtil ambulancen kom, hvorefter han cyklede hjem. Da han kom hjem, brød han sammen og ringede til Offerrådgivningen. Han var stadigvæk meget påvirket af hændelsen og skulle til en vigtig eksamen dagen efter. Janne besluttede at mødes med ham sent om aftenen for at tale med ham om hans reaktioner og de konkrete ting, han kunne gøre for at slappe af og få tankerne væk fra episoden. Dagen efter deres møde ringede han og fortalte, at han havde bestået sin eksamen, og at han ikke kunne have gjort det uden Offerrådgivningens hjælp.