Din indsamlingsbøsse bliver leveret til din hoveddør

Din indsamlingsbøsse bliver leveret til din hoveddør

Søndag den 2. oktober holder Røde Kors landsindsamling, og vi har brug for din hjælp.

Danskerne har gang på gang vist hjerte og handlekraft, når katastrofen rammer. I år går de indsamlede penge blandt andet til katastroferamte børn fra Ukraine, Yemen og Afghanistan, der har desperat brug for livreddende mad, vand, akut lægehjælp, psykosocial støtte og beskyttelse.

Det bliver lettere at samle ind

Når du tilmelder dig som indsamler i København, Frederiksberg, Tårbny eller Dragør i år, får du leveret en mulepose til din hoveddør i ugen op til søndag den 2. oktober.

Posen bliver leveret af en Røde Kors-frivillig og indeholder en indsamlingsbøsse, et rutekort, hustandsfoldere og nyttige informationer for dig som indsamler. På den måde kan du tage ud på din rute, når det passer dig i løbet af søndagen - du skal bare aflevere dine indsamlede penge mellem klokken 12-16 på et af vores mødesteder.

Vi tester den nye måde at organisere indsamlingen på for at gøre det lettere at være indsamler - på den måde får vi forhåbentlig indsamlet endnu flere penge til Røde Kors' indsatser både herhjemme og i verdens krige og katastrofer.

Bliv frivillig i ugen op til indsamlingen

Det kommer til at kræve gode frivillige kræfter at få uddelt indsamlingsbøsser til cirka 1.400 husstande i hovedstaden. Derfor vil vi meget gerne høre fra dig, hvis du har tid og lyst til at hjælpe.

Vi har brug for ekstra hænder og friske ben alle dage i uge 39 fra klokken 17-21. Uddelerne får udleveret en adresseliste og leverer derefter materialer til indsamlerne. Du får naturligvis en grundig briefing, inden du får ansvaret for at cykle eller gå ud til cirka 15 indsamlere. Vi afslutter aftenen med fællesspisning.

Hvis du gerne vil hjælpe som frivillig uddeler, kan du tilmelde dig her.