Samaritter

Samaritter

Hovedstadens Samaritterkorps (HSK) er grundlagt i 1911 og er en afdeling under Røde Kors Hovedstaden. HSK varetager Røde Kors’ samaritterarbejde i Københavns, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner.

Vi har vagter til blandt andet Roskilde Festival, koncerter, løb, fodboldkampe og øvrige arrangementer i Parken i København.  Vi behandler alt fra behandling af småskrammer, vabler, brækkede arme og ben, til hjertemassage og behandling af shock.

Vi er godt 80 samaritter, der lægger stor vægt på at vi har et godt fællesskab. Igennem vores frivillige arbejde kommer vi tæt på både patienter og kollegaer og derfor er det essentielt, at vi kender hinanden, og at vi stoler på hinanden.

Bliv samarit

En samarit modtager en lang førstehjælpsuddannelse og hjælper frivilligt deltagere og tilskuere til forskellige typer af arrangementer i Danmark.

Ud over vagtarbejdet har vi også en del arbejde med at klargøre udstyr og vi har garageaftener og pakkedage. Desuden holder vi vores uddannelser ved lige gennem månedlige undervisnings- og øveaftener.

En samarit behøver ikke arbejde i sundhedsvæsenet til daglig. Vi ser lige så gerne, at lærere, håndværkere og buschauffører er samaritter som læger, sygeplejersker og reddere. Vores forskellige baggrund og tilgang til patienten er netop en af vores store styrker.

Der er dog en række krav, du skal opfylde, for at kunne blive samarit:

  • Du skal være mellem 18 og 60 år
  • Du skal kunne tale og forstå dansk
  • Du skal være indstillet på at bruge fritiden på frivilligt arbejde
  • Du skal kunne klare fysisk belastende arbejde som båretransport og hjertemassage
  • Du skal være velsoigneret og ikke have misbrug af alkohol eller lignende
  • Du skal have en ren børneattest

Læs mere om, hvordan du bliver samarit.

BOOK EN SAMARITTERVAGT

Skal du arrangere et idrætsstævne, en koncert eller anden event og vil være sikret kompetent førstehjælp, hvis uheldet er ude, er det en god idé at have en samaritervagt fra Hovedstadens Samaritterkorps.

Vi kan stille med både uddannede samaritter og særligt uddannede medics, der er samaritter med en sundhedsfaglig baggrund, som er uddannet til blandt andet at håndtere akut opstået sygdom.

Du kan bestille eller forespørge på en samarittervagt ved at skrive til vagt@samarit.dk eller ved at udfylde dette skema.
Hvis du vil være sikker på, at vi kan dække vagten, skal du bestille senest ti uger før arrangementet.

Vil du være samarit?

Vi holder jævnligt informationmøde for alle interesserede i vores lokaler på Nordre Fasanvej 224.

Her fortæller vi meget mere om vores uddannelse, og du kan få lov at se på vores materiel. Der vil være uddannede samaritter til at fortælle, hvad det vil sige at være samarit og vise billeder fra vores vagter.

Du kan finde det næste informationsmøde på vores Facebook-side.

Kontakt os

Vil du vide mere? Så kontakt Hovedstadens Samariterkorps på kontor@samarit.dk