Støtte fra Start

Støtte fra Start - en særlig indsats for familier med småbørn

Røde Kors Hovedstaden ønsker at støtte nybagte og småbørnsforældre, med børn i alderen 0-2 år.

I Støtte fra Start møder du en frivillig, som har tid og lyst til at give sparring på hverdagsudfordringer og ikke mindst være én at snakke med om alt det nye. En omsorgsfuld frivillig kommer fast hos jer i hjemmet, og kan være med til at skabe ro, overblik og et pusterum i hverdagen.

Alle frivillige i Støtte fra Start har viden om småbørn og overskud at dele ud af, for at støtte jer i at skabe en tryg og stimulerende hverdag for det lille barn.

Vi gør hvad vi kan for at matche dig med en frivillig, som har interesse i og kompetencer til at tilbyde netop den form for støtte, som du efterspørger. 

Bliv frivillig i Støtte fra Start

Som frivillig i Støtte fra Start giver du 1-1 støtte til en småbørnsfamilie i hovedstaden. Din indsats som frivillig er kerneaktiviteten i projektet, og støtten kan typisk omhandle at støtte op om forældrerollen og aktiviteter med det lille barn, at styrke forældrenes overblik og overskud i hverdagen, eller at introducere familien til andre relevante aktiviteter og tilbud i deres nærområde.

Hvad forventer vi af dig?  

Som frivillig i Støtte fra Start, skal man deltage i et obligatorisk intro-kursus/basisuddannelse, for at klæde en på til både rollen som frivillig og for at sikre at man har den rette/tilstrækkelig viden omkring småbørns udvikling, den første tid og forældrerollen. 
Det vil derfor være en fordel, at man har viden herom fra sit nuværende eller tidligere professionelle virke – eller som minimum fra egen livserfaring. Derudover skal man være indstillet på at deltage i ovenstående kurser/kompetenceudvikling, samt kunne forpligte sig til et længere forløb.

Hvornår afholdes aktiviteten?   

Som frivillig matches man med en familie, i et forløb af 6-12 måneders varighed. Man mødes ca. 1 gang om ugen i et par timer, når det passer den frivillige og familien alt afhængig af, hvad man skal mødes om.   

Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere om Støtte fra Start - enten som frivillig, eller fordi du måske har lyst til at have en frivillig støtte, er du meget velkommen til at kontakte os på rkh.stottefrastart@rodekors.dk

det gør vi også

Mulighederne for at blive frivillig i Røde Kors Hovedstaden er mange. Send dit navn og nummer til rkh.frivillig@rodekors.dk, så ringer vi dig op hurtigst muligt og hjælper dig på vej.