Røde Kors Café

Røde Kors Café for nytilkomne

Røde Kors Café er et tilbud til mennesker, der er nye i Danmark. Mange af caféernes gæster kommer her, fordi de er flygtet fra deres hjem og har brug for både et rolig sted at opholde sig, et fællesskab med andre i en lignende situation og for at finde svar på spørgsmål om Danmark.

I caféerne sørger frivillige for varm kaffe, lækre snacks og underholdning til børnene. Samtidig kan gæsterne finde information om alt fra læge- og tandlægehjælp til gode steder at finde gratis tøj og hyggelige oplevelser for hele familien.

Caféerne finder sted i vores to hyggelige netværkshuse på Nørrebro og Tårnby.

Åbningstider i juni, juli og august:

  • Tirsdage 17-20 i Kastruplund
  • Onsdage 12-15 på Nørrebro
  • Lørdage 14-17 i Kastruplund
  • Søndage 10-13 på Nørrebro

Bliv frivillig

Som frivillige i caféerne melder du dig til de vagter, der passer i din kalender. Du og dine medfrivillige gør lokalerne hyggelige, byder velkommen og hygger om gæsterne. I hjælper også med at finde svar på deres spørgsmål og henvise dem videre, hvis vi ikke selv kender svaret. Og endelig uddeler du gavekort til Røde Kors' butikker til alle, der har fået opholdstilladelse i 2022 eller har et ukrainsk pas. Efter caféen hjælper du også med at rydde op. 

Hvad forventer vi af dig?    

Som frivillig i Røde Kors Café skal du først og fremmest være venlig og imødekommende. Du skal have lyst til at skabe et trygt og roligt rum for gæsterne - og tålmodighed til samtaler, som ofte foregår med hjælp fra Google Translate.    

Hvor og hvornår skal du hjælpe?      

Du kan melde dig til de vagter, der passer i din kalender. Det er en fordel, hvis du kan være med mindst en gang hver anden uge, da både caféerne og den information, vi giver videre, er under udvikling.

BLIV FRIVILLIG NU

Hvis du gerne vil vide mere om Røde Kors Café, kan du kontakte os på telefon 3833 6400 eller hovedstaden@rodekors.dk

Det gør vi også

Mulighederne for at blive frivillig i Røde Kors Hovedstaden er mange. Send dit navn og nummer til rkh.frivillig@rodekors.dk, så ringer vi dig op hurtigst muligt og hjælper dig på vej.