Job- og uddannelsesmentor

Job- og uddannelsesmentor

Har du behov for lidt ekstra støtte til at komme i gang med eller blive fastholdt i arbejde eller uddannelse, så kan du få en frivillig mentor, som kan hjælpe dig på rette vej.

Mentoren er en frivillig, der tilbyder sin støtte gennem samtaler og derved giver 1-1-støtte til en forælder. Samtalerne er vejledende, rådgivende og motiverende ift. at blive klogere på egne kompetencer og ønsker til arbejde og uddannelse.

Mentor og mentee mødes cirka hver 14. dag og aftaler selv hvor og hvornår møderne finder sted.

Et mentorforløb varer som udgangspunkt i 3 mdr. afhængigt af det konkrete behov.

Bliv frivillig

Som frivillig bliver du matchet med en forældre til børn under 18 år, der ønsker støtte til at opnå større tilknytning til jobmarkedet eller uddannelse. Helt konkret kan mentor hjælpe mentee med at opbygge et CV eller en ansøgning, eller hjælpe med at overskue opgaverne på studiet, eller yde lektiehjælp. Det er muligt enten at blive jobmentor eller uddannelsesmentor:

Jobmentor: Formålet med jobmentorer er at hjælpe ledige forældre tættere på arbejdsmarkedet, og støtte dem i at blive mere afklaret ift. egne kompetencer og ønsker til beskæftigelse.  

Uddannelsesmentor: Formålet er med uddannelsesmentorer er at hjælpe forældre, der ønsker at påbegynde en uddannelse med at komme i gang, samt at støtte op om at forældre, der er i uddannelse, fastholdes og gennemfører uddannelsen.  

Fælles for indsatsen er at gøre forældrene i stand til at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for deres børn og sikre en bedre trivsel i familien. 

Hvad forventer vi af dig?  

Den frivillige mentor hjælper og støtter mentee ved samtaler og med udgangspunkt i egne erfaringer. Samtalerne kan eksempelvis have fokus på at støtte op om mentees tro på egne evner, at motivere mentee til at gøre brug af sine kompetencer, samt at fokusere på de små positive skridt. 

Hvor og hvornår skal du hjælpe?  

Som frivillig mentor skal man kunne mødes med mentee minimum én gang hver 14. dag i et par timer. Hvert mentorforløb har en varighed på minimum ca. 3-6 mdr. Mentor og mentee aftaler selv hvor og hvornår de mødes. Som frivillig tilknyttes man Røde Kors Landskontor, således at frivilligkurser og møder afholdes på Blegdamsvej 27, 2100 Kbh Ø.  

Vil du vide mere?

Kontakt os på jobmentor@rodekors.dk