Familieven

Familieven

Røde Kors Hovedstaden tilbyder at hjælpe forældre med de praktiske ting i hverdagen. En familieven er en frivillig, som kommer på besøg hos dig cirka en gang om ugen. Den frivillige Familieven vil tilbyde dig hjælp og vejledning ud fra dine ønsker og din families behov uanset, hvor gamle dine børn er.

Vi sørger for at matche dig med en frivillig Familieven, som har interesse i og kompetencer til at tilbyde netop den form for støtte, som du efterspørger.

Bliv frivillig Familieven

Som frivillig familieven giver du en personlig 1-1 støtte til en familie. På den måde får du mulighed for at opbygge en nær og fortrolig relation til en familie, som du gør en stor individuel forskel for.

Du skal have tid og lyst til at indgå i et fællesskab med en familie, hvor du hjælper med at opfylde deres behov og giver den nødvendige støtte.

Støtte fra Start - en særlig indsats for familier med småbørn

Hvis du gerne vil være frivillig familieven for en familie med børn i alderen 0-2 år, vil du blive en del af en særlig indsats, som vi kalder Støtte fra Start. Her skal du kunne være sammen med familien cirka en gang om ugen i et par timer, og du vil skulle igennem en særlig uddannelse med fokus på de helt små børn og småbørnsfamilier.

Din indsats som frivillig er kerneaktiviteten i projektet. Som frivillig vil du overordnet have tre typer af opgaver:

  • Sociale opgaver. Støtte op om forældreevnen og relationen mellem barn og forældre, ved samtaler omkring barnets udvikling og trivsel, samt forslag/vejledning til lege og aktiviteter med barnet.
  • Praktiske opgaver. Ved at styrke forældrenes overblik og overskud eksempelvis i forhold til samtaler om oprydning og rengøring, håndtering af digital post og økonomiske prioriteringer i hverdagen.
  • Brobyggende opgaver. Ved at støtte op om øvrige tilbud og indsatser, som er iværksat for forældrene og deres børn, samt ved at bidrage til, at forældrene præsenteres for relevante aktiviteter i deres nærområde.

Bliv frivillig nu

Deltag i et informationsmøde for at lære organisationen bedre at kende.

Tilmed dig nu