Det er vigtigt at have nogen, der lytter

Det er vigtigt at have nogen, der lytter

Det kan være svært at overskue hverdagen og bearbejde fortiden, hvis du har været udsat for vold. Derfor kan kvinder, der har oplevet vold i nære relationer, få støtte i Kvindenetværket, hvor de både møder andre med lignende historier i bagagen og frivillige, som står klar til at lytte og støtte. Det gør en forskel, fortæller Jane, som netop har sagt farvel til Kvindenetværket og er klar til at stå på egne ben i sin nye tilværelse.

- Det er rart at havne i et fællesskab, hvor det er helt okay, at man er virkelig slået ud og ikke har vasket sit hår, fortæller Jane om sit møde med Kvindenetværket, som hun lærte at kende efter at have forladt sin voldelige partner.

- Måske lyder det sært, men for mig betød det noget, at jeg ikke altid skulle byde ind med noget, men også kunne få lov til at sidde og lytte på de andre, der har det på samme måde, fortæller hun videre om de netværksarrangementer, hvor frivillige og deltagere i Kvindenetværket samles.

Du er ikke alene om at have det svært

Jane havde kontakt til en ressourcefuld frivillig, som hun mødtes med jævnligt. Her kunne hun både få støtte til at klare den nye hverdag og frirum til at tale om sine tanker om alt det, der var sket.

- Det var vigtigt at have en, der lyttede, fordi hun havde lyst, og ikke fordi det var hendes arbejde. For mig gør det kvaliteten af samtalerne og støtten bedre, fortæller Jane.

Samtidig fremhæver hun, at de fælles arrangementer har betydet meget for hende, mens hun var en del af Kvindenetværket:

- Vores gåture, telefonsnakke og cafebesøg har været gode for mig, og samtidig var det godt at møde andre, som også havde oplevet noget af det, jeg tidligere har levet med. Der er en form for støtte i at vide, at du ikke er alene med de udfordringer, der følger med, når man bryder med en voldelig relation.

Giv din tid, hvis du vil ændre et liv

Jane er kommet langt, siden hun forlod sin voldelige partner. Kvindenetværket har været en vigtig del af hendes vej til i dag at have en velfungerende hverdag.

- Den sidste ting jeg gerne vil tilføje er, at hvis du har bare en time om ugen tilovers, skal du donere den til Kvindenetværket og hjælpe en kvinde på benene igen.
Du kan læse mere om Kvindenetværket, og hvordan du kan hjælpe kvinderne her.

Skrevet af Mia Thinggaard

Hvad er Kvindenetværket?

Kvindenetværket er et tilbud for kvinder, som har været udsat for vold i nære relationer. Frivillige kvinder giver hjælp til selvhjælp, så deltagerne rustes til at klare deres nye hverdag. Det gør vi ved at være nærværende og hjælpe med praktisk støtte. Læs mere