Bål og banko på bosted for mennesker med udviklingshæmning

Bål og banko på bosted for mennesker med udviklingshæmning

I samarbejde med organisationerne Lev og Københavns Kommune har frivillige fra Røde Kors Hovedstaden afholdt to vellykkede arrangementer på Bostedet Peder Lykkes Vej.

På bostedet på Peder Lykkes Vej bor 12 voksne med et handicap. Beboerne har egne lejligheder og får hver dag besøg af pædagoger, som hjælper med de praktiske udfordringer som den enkelte beboer oplever. På Peder Lykkes Vej er der et stort ønske om at samles om noget fælles, og det var netop det, de frivillige fra Røde Kors Hovedstaden skabte i juni måned, hvor de både inviterede til bål og bankospil.

- Vi har været med til at skabe rammerne om, at beboerne på bostedet kunne hygge sig sammen. Det var to hyggelige arrangementer med bål og banko, hvor de frivillige både hjalp med de praktiske ting og var med til at skabe god stemning og masser af smil, fortæller udviklingskonsulent Idasofie Hyldgaard.