Anstændighed, idealer og kærlighed

Anstændighed, idealer og kærlighed

Jazzmusikeren Benjamin Koppel har samlet en række musikalske venner til en kommende koncert i Hvidovre til støtte for uledsagede flygtningebørn i Danmark. Overskuddet fra koncerten går ubeskåret til ferieophold i efteråret for børnene. Vi har mødt ham til en snak om hans eget frivillige engagement med at hjælpe flygtninge i Danmark, om at have nogle idealer man kæmper for, og om den kærlighed der opstår mellem mennesker, når vi tør række ud, også til dem der har det sværest.

Af Nikolaj Callesen

At turde drømme

”Frivillighed handler for mig om mange ting. Det er et spørgsmål om at turde drømme, om at have nogle utopier – nogle idealer for vores samfund.”
Benjamin Koppel er en travl mand. Han tager imod i familiens villa i Valby, hvor hans firma med fire ansatte holder til i kælderen, og Polly, familiens hund, løber logrende rundt. Alligevel er han nærværende, og fortæller passioneret om sit eget forhold til det at kunne hjælpe og gøre en frivillig indsats.
Koppel har lavet en lang række lignende arrangementer tidligere, og har bl.a. været rundt med sin søster, Marie Carmen Koppel, i en række danske asylcentre for at give koncerter, og bringe fokus på situationen med flygtninges vilkår i Danmark.

Handlingens mand

Koppel er en drømmer, han er kunstner, men også en handlingens mand.
”Den dag i september, da rigtig mange flygtninge kom til Rødby, havde vi tre biler til rådighed, vi pakkede dem alle med fornødenheder, og kørte afsted for at give en hjælpende hånd.
For mig er det så vigtigt, at frivillighed handler om anstændighed – om det at være et ordentligt menneske. Jeg er en forkælet mand, jeg kan leve af det, jeg elsker at gøre, jeg har en familie, og jeg lever i den rigeste lille procentdel af verden. Derfor mener jeg, at det grundlæggende handler om, at give en hjælpende hånd når man har mulighed for det”.

Nøden tæt på

Koppel tøver ikke meget imens han fortæller om, hvad der går ham på i Danmark i dag, og omkring flygtningenes vilkår her. Han forklarer, hvad det betyder for ham, at kunne gøre hvad han kan, når han oplever nøden tæt på.
”Når vi tør drømme og have nogle idealer og utopier for vores samfund, er det dér vores samfund blomstrer,” fortæller han. ”Jeg har også stået og delt tøj ud inde på hovedbanegården, og det er så vigtigt at mærke, at hvor lidt det end er, så gør vi noget. Det er vigtigt at handle, det kan måske også, ligesom koncerten, sætte ringe i vandet og være med til, at flere tager flygtningenes vilkår alvorligt,” fortsætter han.
”Jeg er ikke fuldstændig blåøjet,” fortsætter han, ”men kan vi blot et par dage, et par øjeblikke, få de her børn til at være sig selv, måske glemme lidt, og give dem nogle øjeblikke af spontan glæde, er det det hele værd. Jeg ved godt, at ingen forældre sender deres små børn afsted ud i verden, med mindre det er allersidste udvej for redning. Kan jeg være med til at hjælpe her, og være med til at flere vælger at yde en indsats, rækker ud og tager imod mennesker i nød, så er det det, jeg gør,” fortsætter han.

Benjamin Koppel og hunden Polly
Benjamin Koppel og hunden Polly

Solstrålehistorierne

Solstrålehistorierne er måske med til at give næring til Koppels drømme og fortsatte indsats for, at hjælpe hvor han kan, i hvert fald lyser han endnu mere op, da han fortæller om sin egen søster, der efter en koncert på et asylcenter, nu er i et forhold til en afghansk mand, der søger asyl i Danmark.
Der kan være langt mellem solstrålehistorierne for uledsagede flygtningebørn i Danmark, alligevel er Koppel ikke i tvivl – hans indsats fortsætter, og det skinner igennem, at hans håb er vedvarende for, at både hverdagen og kærligheden, med mange frivilliges hjælp, får lov at blomstre, også for de uledsagede flygtningebørn i Danmark.