Allan Olsen satte ord på et liv med misbrug

Allan Olsen satte ord på et liv med misbrug

Skuespilleren Allan Olsen holdt foredrag om et liv med alkohol, og om hvordan han fik motivationen til at komme ud af misbruget. Han var inviteret af frivillige fra Terminal 1, der er et rusfrit mødested for personer, som har lagt deres misbrug bag sig.   

En aften i marts var frivillige og deltagere i Røde Kors’ aktiviteter samlet i Frivillighuset på Blegdamsvej. Her gav skuespiller Allan Olsen et foredrag om sit liv som både aktiv og ædru alkoholiker. Publikum blev ført gennem en gribende fortælling om Allans liv fra barnsben til hans liv med hustru, børn og barnebarn.

Et mål om at hjælpe andre

Det var frivillige fra Terminal 1, der havde inviteret Allan Olsen til at komme og dele sin historie om livet før, under og efter hans misbrug.
Terminal 1 er en af Røde Kors Hovedstadens aktiviteter, der giver støtte til tidligere misbrugere, hvor de sammen med frivillige og andre deltagere danner et rusfrit netværk.

Allan har nu været ædru alkoholiker i 25 år og bruger sin egen erfaring til at hjælpe og motivere andre til at gøre op med deres misbrug. En vigtig indsats, som også frivillige i Terminal 1 tager del i.

Et indblik i livets op og nedture

Allan smilede, mens han fortalte om dengang han var glarmesterlærling på Blegdamsvej, og de mange følelser der er forbundet med netop denne vej, hvor han nu stod og fortalte.

– Jeg mente, at det var mig der var den heldige, når jeg bare kunne sidde og drikke øl hele dagen. (…) En af de gange, hvor jeg var fuld på arbejdet, klippede jeg næsten min finger af i en listemaskine og måtte blive hjemme i nogle uger, sagde han.

Allan Olsen havde med det samme publikums opmærksomhed og formåede at skabe en god stemning omkring et sårbart emne. Flere gange brød publikum ud i latter, når Allan fortalte sjove anekdoter om sit liv i Københavns gader.