Mor og søn er med til at skabe en god julefest for 6. gang

Mor og søn er med til at skabe en god julefest for 6. gang

Gennem seks år har Anne Olsen og hendes søn Mikkel været trofaste frivillige til Røde Kors Hovedstadens julefest den 24. december. Det er blevet en familietradition, som både glæder dem selv og de mange gæster til festen.

De fleste glæder sig til en jul med familien, men det er desværre ikke tilfældet for mange voksne og familier, der ikke har et netværk af mennesker omkring sig. Derfor har mor og søn valgt at gøre deres ypperste for at mennesker, der ellers skulle holde jul alene, kan få en eftermiddag med nærvær, dejlig julemad, gaver, underholdning for børn og voksne og selvfølgelig sang og dans om juletræet.

En håndsrækning, der sætter dybe spor

Anne fortæller, at det kan være grænseoverskridende for deltagerne at møde op til julefesten den 24. december – og at hun oplever, at der er særlig svært for familierne at stå i en situation, hvor der er brug for hjælp.

– Heldigvis lyser alle børnene helt op, når de oplever det store rum med juletræ og julemad. Det er så fedt, og jeg har aldrig mødt nogen, der har fortrudt deres beslutning om at melde sig til julefesten”, siger Anne, som bliver suppleret af Mikkel, som i dag er 21 år gammel:

– Jeg har stor respekt for dem som kommer; det kræver mod. Derfor er det særlig vigtigt, at vi giver dem en hyggelig aften.

Sammenhold og nye traditioner

Anne startede som frivillig julehjælper for at vise Mikkel, at det ikke er alle, der har de samme muligheder som deres familie – og at det føles godt at gøre noget godt for andre.

– Det er blevet noget, vi har sammen. Det er en særlig oplevelse at være med til at være noget for andre andre, og det er så fedt at vi kan køre den tradition videre sammen. I år skal vi også have Mikkels kæreste med, og hun glæder sig helt vildt, fortæller Anne.

Mikkel fortæller efterfølgende, at han var rigtig nervøs første gang, men alle var heldigvis så imødekommende og meget søde, at det hele gik op i en højere enhed, hvor alle tog godt imod dem.

– Julen er en speciel tid, og vi har vores familie og traditioner, men det er der mennesker der ikke har. At gøre en forskel for de mennesker, der ikke har noget at se frem til på lige nøjagtig denne dag. Det er nogen timer, der betyder rigtig meget, det giver dem en følelse af fællesskab og at alt kan være godt og hyggeligt resten af aftenen. En del finder sammen og ses venskabeligt efterfølgende, siger en smilende Anne.

Skrevet af Isabella From Sørensen

Julefesten er støttet af Lauritzen Fonden og Frederiksberg Fonden.