I lørdags inviterede Røde Kors Hovedstaden til messe for nye og kommende pensionister. Mere end 1.500 nysgerrige lagde vejen forbi og fik inspiration til, hvad den nye fritid kan bruges til.
Der var fuldt hus i DGI-Byen, da Røde Kors Hovedstaden sammen med Københavns Kommune og en række andre foreninger og organisationer indbød til messe for nye og kommende pensionister.
Her kunne de mange fremmødte få gode ideer til deres aktive pensionisttilværelse – måske som frivillige i en genbrugsbutik, som besøgsven eller noget helt tredje.
Inspiration til at gøre en forskel
De mange fremmødte kunne blandt andet opleve sociolog Annette Prehn, som fortalte om hjernen og hvordan vi bedre kan håndtere forandringer - blandt andet i overgangen til pensionisttilværelsen.
En måde at sikre sin mentale sundhed gennem hele livet er at gøre noget aktivt og meningsfuldt i fællesskab med andre. Det kan for eksempel ske gennem frivilligt arbejde hos en af de mange organisationer, som viste deres forskellige tilbud frem på messen.