Universitetspraktikanter søges til efteråret 2018

Universitetspraktikanter søges til efteråret 2018

Læser du på universitet og søger en spændende og udfordrende praktikplads til efteråret 2018? Røde Kors Hovedstaden søger seks dygtige og engagerede praktikanter til at arbejde med blandt andet kampagner og events, kommunikation og analyse og evaluering. Se alle opslagene her.

 

Ida, Ala, Julie og Josephine (billedet) er pt. universitetspraktikanter hos Røde Kors Hovedstaden, men desværre stopper de ved udgangen af juni. Røde Kors Hovedstaden tilbyder dog igen til efteråret en række spændende pladser som universitetspraktikant.

Som praktikant er man med til at gøre en mærkbar forskel for de mest udsatte og sårbare i Hovedstaden. Samtidig får man værdifulde erfaringer med arbejdet i en af verdens største NGO’er. Praktikanterne får et formaliseret praktikforløb med masser af faglig udfordring og med en løbende dialog om arbejdsopgaver og forventninger.

Røde Kors Hovedstaden søger praktikanter til seks forskellige stillinger:

 

Praktikant til det sociale område

Du bliver del af et team, der arbejder med Røde Kors Hovedstadens frivillige arbejde for socialt udsatte grupper som ensomme, tidligere misbrugere, sårbare mødre og personer, der er nye i Danmark, gennem integrering i fællesskaber. Vi søger en praktikant med interesse og viden indenfor socialt arbejde, erfaring med samfundsvidenskabelige metoder, med god analytisk sans og en systematisk tilgang til arbejdet. Se hele opslaget her.

 

Kommunikationspraktikant

Produktion af godt indhold og formidling af de mange lokale indsatser i Hovedstaden er i centrum for kommunikationspraktikanten. Du kommer blandt andet til at få en central rolle i at kommunikere nærværende og målrettet, når Røde Kors samler ind den 1. søndag i oktober. Derudover er du med til at sikre, at alle de gode historier  fra vores aktiviteter bliver fortalt – uanset om det er til vores SoMe-kanaler, et pitch til pressen eller noget helt andet. Se hele opslaget her.

 

Praktikant til kommercielle aktiviteter

Som praktikant på genbrugsområdet bliver du del af et team, der arbejder med de kommercielle aktiviteter i Røde Kors Hovedstaden. Du skal være kommercielt tænkende og have en veludviklet sans for at tænke i stærke forretningsmodeller og kundeoplevelser. Samtidig skal du have lyst til at arbejde med de frivilliges arbejdsglæde som en vej til at sikre attraktive butikker med gang i salget. Se hele opslaget her.

 

Praktikant til projektkoordinering af kampagner og events

Som kampagne- og eventpraktikant vil du på tværs af organisationen arbejde med at koordinere, organisere og afvikle events og kampagner. Der vil bl.a. være stort fokus på årets Røde Kors indsamling i oktober. Vi søger en selvstændig praktikant med gode organisatoriske evner, som kan holde mange bolde i luften og bevare overblikket. Se hele opslaget her.

 

Praktikant til det sociale arbejde på seniorområdet

Du bliver del af et team, der arbejder med Røde Kors Hovedstadens frivillige arbejde for ældre i hovedstaden. Arbejdet på seniorområdet består af mange forskellige aktiviteter, der gør hverdagen lidt nemmere og mindre ensom for målgruppen. Vi søger en praktikant med interesse og viden indenfor socialt arbejde, ældres levevilkår, mentalt helbred, erfaring med samfundsvidenskabelige metoder, med god analytisk sans og en systematisk tilgang til arbejdet. Se hele opslaget her.

 

Praktikant til analyse og evaluering

Røde Kors Hovedstaden har et mål om at undersøge nytteværdien af vores arbejde og søger derfor en dedikeret praktikant, der ønsker at dygtiggøre sig og bruge sine akademiske kompetencer i praksis ved at gennemføre analyser, evalueringer mm.. Praktikanten skal have grundlæggende viden om såvel kvantitative som kvalitative metoder – og gerne være godt kendt med Excel på forhånd. Herudover ønsker vi en praktikant, som går til sit arbejde med høj grad af systematik og omhyggelighed. Se hele opslaget her.