Turtjenesten fylder 10 år med manér

Turtjenesten fylder 10 år med manér

Turtjenesten fejrer i disse dage en flot, rund fødselsdag: Det er hele 10 år siden, at de første busser begyndte at køre ældre københavnere ud for at nyde naturen og få gode oplevelser med hjem. De næste to uger bliver jubilæet fejret med udflugter til Gerlev Kro, og mandag d. 15/8 var den røde løber også rullet ud. Og hvad har Turtjenesten så fået i gave? En splinterny bus, såmænd!

Af: Ulrik Stavnsbjerg Offersen og Thomas Værum Olesen (foto)

 

Eftermiddagssolen skinnede flot over Jægerspris mandag d. 15/8 og spejlede sig i de flotte, nye uniformer, som både de frivillige turledere og chauffører har fået i anledning af Turtjenestens jubilæum.

Her blev en to uger lang fejring af Turtjenesten startet på Gerlev Kro, som danner rammen for særlige jubilæumsture for de ældre, der kan glæde sig til en dejlig tur med kaffe og lagkage. Og nogle af de ældre kan glæde sig ekstra til turen nordpå: De kan nemlig få fornøjelsen af at køre i den splinternye bus, som Turtjenesten har foræret sig selv i gave.

TVOFoto-0514
“Det er en god måde at møde andre mennesker på,” fortæller Birthe på 87 år, der har kørt over 100 ture med Turtjenesten.

“God måde at møde andre på”

En af deltagere var Birthe på 87 år. Hun startede med at køre ture med Turtjenesten i januar 2007, og hun har rundet de 100 ture, fortæller hun:

“Jeg har været rigtig mange dejlige steder med Turtjenesten, blandt andet Karrebæksminde, Roskilde Domkirke og Jægerspris Slot. Vi var også en tur i Sverige engang,” fortæller hun.

For Birthe er Turtjenesten et rart indslag i hverdagen, da det byder på noget godt samvær med andre:

“Jeg har ikke ret meget familie, så det her er en god måde at møde andre mennesker på. Jeg har også fået en god veninde, som jeg har mødt via Turtjenesten, og vi ses tit,” siger hun.

Genbrugstøj gav ny turbus

I dagens anledning var Keld Scharling, bestyrelsesformand i Røde Kors Hovedstaden, tilstede på Gerlev Kro og holdt tale. Han takkede blandt andet de ca. 80 frivillige, der er med til at få Turtjenesten til at køre rundt:

“Vi skylder jer en stor tak, for uden jer ville der ikke være nogen Turtjeneste,” sagde han.

Også de 13 genbrugsbutikker i Røde Kors Hovedstaden fik en flot hilsen med på vejen fra bestyrelsesformanden:

“Det går rigtig godt i vores genbrugsbutikker, og det er blandt andet den indtjening, der har gjort os i stand til at købe en helt ny turbus til Turtjenesten. Så hvis I har tøj liggende, som I ikke bruger, må I endelige donere det til os, for det kan komme andre til gavn,” sagde han, hvorefter en klapsalve fra de omkring 40 deltagere brød ud.

TVOFoto-0407
Der var ikke overraskende store smil at spore hos deltagernes ved mandagens jubilæumstur.

Populært med ture ud i naturen

Turtjenesten er organiseret i 10 bydele, og der bliver kørt flere slags ture, blandt andet til seværdigheder som Frederiksborg Slot og til de nyere bydele i København, som Sydhavn og Nordhavn. En bestemt slags tur er dog særlig populær, forklarer Gert Pedersen, der er intern koordinator i Røde Kors Hovedstaden:

“De fleste bydele er glade for at køre ud i naturen. Her kører vi lidt ud på landet og kigger på træerne, dyrene og gerne små landsbyer med stråtækte huse. Bagefter spiser vi frokost et sted, og de ture er de ældre rigtig glade for,” siger han.

Lige nu mangler Turtjenesten frivillige turledere, og det er et spændende frivilligt job, forklarer Gert Pedersen:

“Man arrangerer grundlæggende turene i sit område fra start til slut: Man planlægger turen, laver beskrivelsen til programmet, finder et spisested og laver en aftale med dem. Som turleder tager man selvfølgelig også med på selve turen og nyder samværet med de ældre,” siger han.

Hvis du kunne tænke dig at blive frivillig turleder, bedes du kontakte rkh.seniorkoordination@rodekors.dk.