Så er jubilæumsudstillingen i gang!

Så er jubilæumsudstillingen i gang!

I anledning af Røde Kors Hovedstadens jubilæum bliver der netop nu udstillet billeder af frivillige på centrale pladser i København. Mandag d. 31/7 startede udstillingen på Christianshavn Torv.

Af: Ulrik Stavnsbjerg Offersen, Marie Frost (foto) og Lone Israelsen (foto)

 

I 2017 fylder Røde Kors Hovedstaden 100 år, og for at skabe synlighed om jubilæet vil en vandreudstilling de næste fire uger være at finde på forskellige pladser og torve i København.

Der blev både uddelt bolsjer og talt om Røde Kors Hovedstadens arbejde på udstillingens første dag på Christianshavns Torv.

I går åbnede udstillingen på Christianshavn Torv, hvor den er at finde ugen ud. Herefter vandrer udstillingen videre til Vesterbros Torv (uge 32), Sankt Hans Torv (uge 33) og Den Røde Plads (uge 34).

Se flere billeder af udstillingens første dag på Facebook!

I alle hverdagene i de givne uger er frivillige fra Røde Kors Hovedstaden til stede ved udstillingen fra kl. 10-13 for at fortælle interesserede borgere om jubilæet og de mange sociale aktiviteter i Hovedstaden.

“Det var en rigtig god dag i går, og der blev taget godt imod udstillingen. Der var mange, der gerne ville høre om vores aktiviteter, og vi fik uddelt en masser flyers og Røde Kors-bolsjer. Vi håber, at en masse lokale borgere vil nyde udstillingen, mens den vandrer rundt i byen,” siger Mette Svensson, senior udviklingskonsulent i Røde Kors Hovedstaden.

 

Metrohegn og vandreudstilling

Udstillingen på de forskellige pladser er ikke det eneste, der bliver gjort i anledning af jubilæet for at skabe opmærksomhed.

I starten af juli blev en række værker nemlig monteret på Metrohegnet ved Nørrebroparken, hvor de vil hænge resten af året (se billederne nedenunder her).

Derudover vil værkerne også blive udstillet i et mindre format på rådhuse, biblioteket, kulturhuse mm. i de fire kommuner, som Røde Kors Hovedstaden dækker (København, Frederiksberg, Dragør og Tårnby). Denne udstilling starter start august og vil vandre fra sted til sted frem til slutningen af året.