Røde Kors Hovedstaden uddelte underbukser til Hjemløsedagen

Røde Kors Hovedstaden uddelte underbukser til Hjemløsedagen

Tirsdag den 17. oktober blev Hjemløsedagen afholdt på Nytorv i København, og det var som altid en festlig affære. I Røde Kors Hovedstadens bod blev der uddelt omkring 400 par gratis underbukser, og Nanna Gotfredsen fra Gadejuristen vandt Hjemløseprisen 2017.

Af: Ulrik Stavnsbjerg Offersen

 

Nytorv i det indre København var tirsdag den 17. oktober i de hjemløses tegn. Her var alle interesserede borgere nemlig inviteret med, da Hjemløsedagen blev afholdt.

Temaet i år var kriminalisering af hjemløse, og det spørgsmål blev flittigt debatteret i både taler på scenen og rundt på pladsen.

Gratis underbukser til alle hjemløse

Røde Kors Hovedstaden var som altid med og uddelte både masser af kaffe, kage og ikke mindst gratis underbukser:

”Ligesom sidste år uddelte vi gratis underbukser til hjemløse, og jeg vil skyde på, at vi fik uddelt 400 par,” siger Jannie Julin, der er leder af Omsorgscenter Thorsgade, der er én af Røde Kors Hovedstadens aktiviteter på hjemløseområdet.

I Omsorgscenter Thorsgade kan hjemløse bo i 14 dage, efter de er blevet udskrevet fra hospitalet, men endnu ikke er raske nok til at komme tilbage til gaden.

Der er forskellige grunde til, at det netop er underbukser, der bliver uddelt:

”Vi er så heldige, at vi får doneret tøj, så vi har mulighed for at hjælpe de hjemløse, hvis de eksempelvis mangler et par bukser eller en frakke. Men det er meget sjældent, at vi får doneret underbukser, og samtidig kan vi se, at der er mange hjemløse, der mangler netop underbukser. Derfor har vi de sidste to år uddelt gratis underbukser til Hjemløsedagen,” siger Jannie Julin.

Læs mere om Omsorgscenter Thorsgade her

Gadejuristen vandt Hjemløseprisen

I løbet af dagen blev der holdt flere taler, og én af gæsterne på talerstolen var Nanna Gotfredsen, der er leder og medstifter af Gadejuristen.

Midt i hendes tale blev hun pludselig ’anholdt’ af aktivister fra Idiotiet, der kunne overraske hende med årets Hjemløsepris, som hun modtog på grund af sit store arbejde for de svageste i samfundet.

”Det er en mega anerkendelse af det, vi går og laver i Gadejuristen, og jeg er bragende stolt af den pris,” sagde Nanna Gotfredsen efterfølgende.

432 hjemmestrikkede huer

Mens der blev holdt taler og sunget sange i det store telt, gik en ung kvinde storsmilende rundt på Nytorv med en stor sæk fuld af huer. Hun nåede ikke at tage mange skridt, før hun blev prikket på skulderen af en hjemløs, der blev tilbudt en gratis hue.

”I år har jeg 432 huer med, der forhåbentlig alle sammen bliver uddelt,” fortæller Liv fra projektet Hueforbi, der for 5. år i træk uddeler gratis huer til Hjemløsedagen.

Frivillige fra hele landet sender hende hjemmestrikkede huer, der så bliver uddelt til hjemløse.

”Alle gadens folk er min familie, og det er naturligt for mig at hjælpe,” sagde Liv, før hun fortsatte rundt på pladsen med sin store sæk.

Hjemløsedagen afholdes hvert år den 17. oktober på FN’s Internationale Fattigdomsdag.

 Se billeder fra dagen her: