Røde Kors Hovedstaden samlede 1.822.589 kr. ind

Røde Kors Hovedstaden samlede 1.822.589 kr. ind

Søndag den 1. oktober samlede Røde Kors ind i hele landet, og det blev en fantastisk indsamling. I hovedstaden blev det endelige resultat på 1,8 mio. kr., mens der på landsplan blev samlet 18,4 mio. kr. ind.

Af: Ulrik Stavnsbjerg Offersen

 

Indsamlere over hele landet gik søndag den 1. oktober på gaden tre timer for at samle ind til Røde Kors’ arbejde i verdens brændpunkter. Og de tre timer var godt givet ud.

For på landsplan kom der 18,4 mio. kr. i indsamlingsbøsserne, og indsamlerne i hovedstaden stod for 1,8 mio. kr. af det beløb.

Både frivillige og brugere fra Terminal 1 og Netværkshuset Nørrebro samlede ind.

“Det er super sejt, at så mange mennesker har valgt at bruge tre timer af deres søndag på at samle ind,” siger Emilie Brandt, der er projektleder for indsamlingen i Røde Kors Hovedstaden.

Se flere billeder fra indsamlingen på Facebook

Hun retter ikke kun high-fives til de mange søndagsfriske indsamlere, men også til de omkring 250 frivillige, som enten har hjulpet til på et af de 20 mødesteder eller givet en hånd med i forberedelserne til selve indsamlingsdagen:

“Hjælpen fra de frivillige har været overvældende, og uden deres indsats ville det slet ikke være muligt at få en indsamling op og køre. Tusind tak til alle de frivillige,” siger Emilie Brandt.

Frivillige og brugere fra Røde Kors Hovedstaden samlede ind

Blandt de mange tusinde indsamlere var også flere frivillige og brugere fra Røde Kors Hovedstadens mange sociale aktiviteter.

En stor gruppe frivillige og brugere fra Netværkshuset Nørrebro og Terminal 1 samlede eksempelvis ind på Nørrebro, og det var en god oplevelse:

“Det var en super dag, og vi havde det rigtig hyggeligt sammen,” fortæller Claus Thestrup, der er koordinator i Netværkshuset Nørrebro.

Han fortæller, at det nu er andet år i træk, at folk fra de to aktiviteter samler ind.

“Og i år var vi endnu flere end sidste år, så det var rigtig godt,” siger Claus Thestrup.

Vil du være frivillig i Røde Kors Hovedstaden? Så kom til et infomøde!

Janne og hendes børnebørn samlede ind i Valby.

I Valby samlede Janne ind med sine to børnebørn på 10 og seks år.

Hun er frivillig i Offerrådgivningen, hvor ofre, vidner og pårørende kan få akut, psykisk hjælp, hvis de har været ude for en traumatisk oplevelse.

Læs også: “I 20 år har Offerrådgivningen brugt hjertet som telefon”

“Jeg har nu samlet ind i 27 år, og mine børnebørn har været med på ruten, siden de blev født,” siger Janne og fortsætter:

“Vi samlede 2094 kr. ind i kontanter, og det blev det næstbedste resultat i Valby. Derudover fik vi omkring 1.200 kr. i MobilePay, og det var vi godt tilfredse med,” siger Janne.

Sidste år blev der samlet 2,5 millioner kr. ind i hovedstaden, mens resultatet på landsplan blev 19,4 millioner kr.

Hvis der ikke har været en indsamler forbi din dør, kan du stadig støtte– sms TAK til 1240 (bidrag på 100 kr.) eller overfør et valgfrit beløb på MobilePay – tlf. 26 30 17 17.

 

 

 

 

 

Tak til sponsorerne bag indsamlingen

Der skal samtidig lyde en stor tak til de følgende sponsorer, der var med til at skabe en succesfuld indsamling:

BB fiberbetonTekstil-tryk.dkPågenSøstrene GreneInco, Copenhagen Catering og Mars Celebrations.