Røde Kors Hovedstaden hyldede frivillige med stor sommerfest

Røde Kors Hovedstaden hyldede frivillige med stor sommerfest

Torsdag d. 21. juni var alle frivillige og ansatte i Røde Kors Hovedstaden inviteret til den årlige sommefest. Det var en festlig og hyggelig eftermiddag og aften, som bød på dans, musik og dejligt selskab. Læs mere og se billeder her. 

Af: Ida Mehl

Torsdag eftermiddag deltog knap 200 frivillige fra Røde Kors Hovedstaden i den store, årlige sommerfest. De blev taget imod med velkomstdrinks og taknemmelige smil fra de ansatte i Røde Kors Hovedstaden.

Gæsterne var frivillige fra de mange aktiviteter i Røde Kors Hovedstaden. Dagen gav derfor mulighed for at få nye bekendtskaber på tværs af aktiviteterne.

Den danske sommer er lunefuld, så der var opsat et stort telt, som kunne rumme de mange gæster og holde lidt på varmen. Heldigvis var vi forskånede fra regnen den dag.

I teltet blev langbordene hurtigt fyldt op med de spændte og sultne gæster.

Sekretariatschef Pernille Scheel bød alle velkommen og takkede alle de frivillige for deres arbejde med at hjælpe Københavns mest udsatte og sårbare. Hun mindede forsamlingen om, at det var deres fest, og at hun håbede, at alle ville få en dejlig aften og hygge sig.

Musik og dans

Aftenens menu bød på helstegt pattegris, okse og en masse lækkert tilbehør. Der blev grinet og udvekslet sjove historier og anekdoter fra de forskellige aktiviteter.

Efter desserten og kaffen spillede et fantastisk band 80’er-toner, som sikrede, at der var folk på dansegulvet helt indtil festen sluttede.

Mange tak for en dejligt fest og ikke mindst en stor tak til alle Røde Kors Hovedstadens frivillige.