Pop-up butik gav 65.400 kr. til Røde Kors

Pop-up butik gav 65.400 kr. til Røde Kors

Som del af den landsdækkende Smid Tøjet kampagne drev 92 frivillige fra Røde Kors Hovedstaden i april en pop-up butik i Vendersgade. Butikken endte med at indbringe 65.400 kr., som nu går ubeskåret til de mange aktiviteter i Hovedstaden.

Af Ulrik Stavnsbjerg Offersen

10 tons tøj og 65.400 kr. ubeskåret til Røde Kors Hovedstaden.

92 frivillige fra 17 lande kan ranke ryggen ekstra meget disse dage, for de var nemlig del af Hovedstadens pop-up butik i Vendersgade, der fra d. 8-24 april indsamlede og solgte tøj.

Og på mange måder var butikken en stor succes, forklarer frivillig projektleder Per Damm:

I løbet af butikkens levetid var der blandt andet flere koncerter, der skulle trække de købelystne københavnere ned i butikken
I løbet af butikkens levetid var der blandt andet flere koncerter, der skulle trække de købelystne københavnere ned i butikken

”Vi er utrolig tilfredse med resultatet. På den økonomiske front fik vi dækket alle vores udgifter via forskellige sponsorater, så de 65.400 kr. går ubeskåret til Røde Kors Hovedstaden,” siger han og fortsætter:

”Derudover er vi mindst lige så tilfredse med alt det, der skete i og omkring butikken: 92 frivillige fra alle dele af verden gjorde en kæmpe indsats, og vi fik bragt folk sammen omkring en god og meningsfuld sag. Flere af vores frivillige var flygtninge, og jeg er glad for, at vi kunne invitere nye danskere ’indenfor’, og at vi alle kunne mødes på tværs,” siger Per Damm.

Arbejdet startede i februar

Allerede i februar startede planlægningen af butikken, og en gruppe af dedikerede frivillige gik i gang med alt det praktiske – finde et egnet lokale, kontakte forskellige samarbejdspartnere og ikke mindst få fingre i noget tøj!

Som del af den nationale Smid Tøjet kampagne blev der sat 45 containere op i Københavnsområdet, og butikken i Vendersgade modtog tøj fra 10 af dem. Samtidig var det også muligt at komme forbi og donere tøj i butikken.

Alternativ markedsføring gav tøj på bøjlerne

D. 8 april åbnede butikken, og for at skabe opmærksomhed tog de frivillige mange forskellige tricks i brug: 13 forskellige kunstnere optrådte i butikken, mens videoer med blandt andet Morten Kabell (Københavns Teknik- og miljøborgmester) og rapperen Klaskefar var med til at skabe opmærksomhed.

Butikken modtog tøj fra ti containere, og butikken endte med at få doneret 10 tons tøj
Butikken modtog tøj fra ti containere, og butikken endte med at få doneret 10 tons tøj

”Vi var utrolig glade for, at så mange ville støtte op om sagen. Hele projektet med butikken handlede i høj grad også om at nå ud med budskabet om det store ressourceforbrug, der ligger bag køb-og-smid-væk kulturen,” siger Per Damm.

Se mange flere billeder fra butikken på Facebook

En stor tak til de 13 kunstnere der optrådte frivilligt i butikken:

Nanna Cathrine – Singer/songwriter

  • Impro Uro – Improvitaionsteater
  • Rest in Beats – Band
  • Mette Damm – Singer/songwriter
  • Mikkel Andersen – Guitarspiller
  • Jesper Thorns Big Bodies og Water – Jazzband
  • Alan Slim – Singer/songwriter
  • Kottos – Klassisk musik
  • Micheal Davidsson Rajani – Singer/songwriter,
  • Fraktion8 – A cappella kor
  • AyOwA – Band
  • Arvis Aagaard – Singer/songwriter

Ligeledes en stor tak til de parter, der støttede op om butikken:

  • Jorcks Ejedomsselskab (lokalet)
  • Ziito (butiksinventar)
  • Irma Nørreport og Kvickly Nørrebrogade (forplejning samt diverse rengøringsmidler m.v.)
  • Jyske Bank Østerbro (Kaffe, fløde, sukker, te)
  • Axis Mundi Studio (lydudstyr)
  • Wischmann Innovation (lydudstyr)
  • Torvehallernes blomsterhandel (2 oliventræer)
  • Renserierne.dk (1.500 bøjler)
  • Nabobutikkerne (ting og sager)
  • Røde Kors Megastore (lamper, borde m.v.)