Frivilligpolitik

Baggrunden for at udforme en frivilligpolitik for Røde Kors er, at der mere end nogensinde er fokus på de frivillige organisationer og ikke mindst opgaveløsning baseret på frivillige. Hensigten med frivilligpolitikken er at få et redskab, der kan sikre kvaliteten af det frivillige arbejde og angive rammerne for den frivillige indsats. Frivilligpolitikken dækker alle frivillige i Røde Kors og angiver et fælles, ensartet niveau.

Definition på en frivillig

En Røde Kors-frivillig er en person, som yder en ulønnet og kompetent indsats efter eget valg til gavn for sine medmennesker. Frivillige arbejder på grundlag af Røde Kors-principperne.

Røde Kors' rolle i det danske samfund

Røde Kors bistår og samarbejder med danske myndigheder, der varetager humanitære og beredskabsmæssige opgaver. Røde Kors påtager sig efter behov opgaver af humanitær, beredskabs- og uddannelsesmæssig art alene eller i samarbejde med myndigheder, organisationer eller foreninger.

Røde Kors' indsats sker altid under forudsætning af, at Røde Kors' grundlæggende principper respekteres. Det indebærer, at Røde Kors skal værne om sin uafhængighed ved selv at træffe beslutning om, hvilke behov organisationen kan og vil imødekomme.

Det indebærer også, at arbejdet er baseret på frivillighed. Frivillige kan derfor ikke pålægges opgaver, som er i modstrid med organisationens mål og retningslinier, eller som normalt betragtes som lønnet beskæftigelse. Frivilligt arbejde i Røde Kors kan ikke anvises eller påbydes af offentlige myndigheder.

De opgaver, som frivillige løser, hverken kan eller skal erstatte det offentliges forpligtelser. Røde Kors påtager sig løsning af opgaver ud fra en medmenneskelig dimension som et supplement til det offentliges dækning af basale menneskelige og materielle behov. Røde Kors er og skal være politisk neutral, men Røde Kors kan bidrage til udviklingen i samfundet ved at være fortaler for mennesker i svære livssituationer.

Røde Kors' opgavefelt i det danske samfund

Røde Kors beslutter gennem sin Handlingsplan den prioritering og de opgaver, som organisationen vil anvende sine ressourcer på. I overensstemmelse hermed kan der indgås aftaler med offentlige myndigheder eller andre partnere om samarbejde om projekter og løsning af konkrete opgaver.

Røde Kors kan ligeledes efter kontrakt med offentlige myndigheder påtage sig at løse professionelle opgaver, der forudsætter lønnet personale, og at involvere frivillige i løsningen af opgaver af medmenneskelig karakter.

Når Røde Kors påtager sig en opgave eller indgår i et samarbejde med andre oganisationer eller myndigheder, skal Røde Kors' indsat være synlig.

Frivillige skal møde andre mennesker og deres behov med respekt og værdighed. Der lægges vægt på, at frivillige kender rammerne for indsatsen og deres kompetence.

Kvalitetssikring

De overordnede rammer for kravene til frivilliges kvalifikationer fastlægges af de respektive kompetente organer i landsforeningen.

Hver afdeling udarbejder en plan for, hvordan man lokalt vil efterleve indholdet i frivilligpolitikken, og derigennem bidrager afdelingen til at sikre kvaliteten i det frivillige arbejde.

Kriterier for rekruttering

I overensstemmelse med Røde Kors-principperne må mennesker ikke forskelsbehandles. Det gælder også for de mennesker, som indgår i det frivillige arbejde. Røde Kors er derfor åben for alle, som ønsker at yde en frivillig indsats.

Røde Kors skal i overensstemmelse med sine principper tilrettelægge sin rekruttering målrettet forskellige befolkningsgrupper og indrette sine aktiviteter, således at både ressourcestærke og ressourcesvage frivillige kan indgå.

Som frivillig har man en række rettigheder, men man påtager sig også et ansvar i forhold til Røde Kors. Omvendt har landsforeningen Røde Kors og afdelingerne et ansvar for, at rammer og indhold for den frivillige indsats er optimale. *Frivillige bør være medlemmer af Røde Kors. Der udfyldes og underskrives en "Frivillig-aftale" med alle frivillige som grundlag for samarbejdet. Aftalen skal som minimum indeholde personlige data vedr. den frivillige, og efter behov indføjes konkrete aftaler om indsatsen.

* Personer, der deltager i aktivitetsgrupper, bør være medlemmer af Røde Kors. Afdelingens bestyrelse træffer beslutning om deltagelse i frivilligt arbejde uden at være medlem af Røde Kors.

Politik angående billeder og video

Hvis Røde Kors Hovedstaden fortsat skal udvikle sig som organisation - blandt andet i forhold til at tiltrække flere frivillige, nå flere sårbare og starte nye aktiviteter - er et større fokus på en vedkommende kommunikation naturligvis i højsædet.

For at nå de målsætninger er gode og personlige historier fra både frivillige og brugere er en vigtig brik. Vi har et løbende flow af historier på vores kanaler - vores hjemmeside, Facebook, Instagram, LinkedIn og nyhedsbrev - og mange af historierne bliver produceret af frivillige skribenter og fotografer fra vores Kommunikationsgruppe

Når vi interviewer, tager billeder eller optager video har vi naturligvis altid en grundig snak med den frivillige eller brugeren i forhold til, hvordan det givne stykke indhold må bruges og på hvilke platforme. Alt indhold bliver naturligvis kun brugt til at formidle og skabe opmærksomhed om Røde Kors' budskaber og aktiviteter på en god og sober måde.

Særligt det gode fotografi er et stærkt virkemiddel i forhold til at fortælle historier fra vores aktiviteter. Hver gang vores frivillige fotografer og skribenter tager billeder, er de opmærksomme på at spørge ind til, om billedet må blive brugt i andre, relevante sammenhænge. Hvis du giver samtykke til, at et billede må bruges igen, vil vi lægge det ind i vores billedbank og bruge det i eksempelvis brochurer, pjecer, nyhedsbreve og på sociale medier. Vi gennemgår løbende vores billedarkiv og vurderer billedernes aktualitet. Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage, men allerede udgivne materialer kan ikke tilbagekaldes.

Hvis du har nogle spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Ulrik Offersen, Kommunikationskonsulent, på rkh.ulrik.offersen@rodekors.dk.  

Velkomst og introduktion

Frivillige har ret til:

  • At blive positivt modtaget og få en samtale med henblik på at afdække forventninger og muligheder for at indgå i frivilligt arbejde.
  • At få den fornødne introduktion til opgaven og vide, hvad der forventes.
  • At vide, hvem der er ansvarlig leder og hvorledes denne kan støtte, vejlede og være problemløser.

Afdelinger har ansvar for:

  • At besvare alle henvendelser hurtigst muligt og tilbyde nye frivillige en velkomstsamtale med henblik på at vejlede og tilbyde en aktivitet, som passer til den frivilliges evner og tid. Afslagt skal begrundes.
  • At tilbyde relevant introduktion og uddannelse samt redegøre for rammerne for indsatsen.
  • At sikre, at der er en ansvarlig leder, som på en kvalificeret måde kan instruere og vejlede frivillige.

Uddannelse og opfølgning

Frivillige har ret til:

  • At få tilbagemeldinger om løsning af opgaven med henblik på en bedre indsats.
  • At få mulighed for personlig udvikling og faglig udfordring samt få mulighed for at opleve glæden ved at hjælpe andre.
  • At kunne tilkendegive deres mening, få indflydelse på opgaveløsningen og deltage i foreningslivet.

Afdelingerne har ansvar for:

  • At pleje frivillige gennem regelmæssig dialog og påskønnelse af indsatsen.
  • At tilbyde uddannelse, som kan udvikle og kvalificere frivllige personligt og fagligt, og være opmækrsom på mulighederne for evt. at tilbyde nye opgaver, som kan fastholde frivillige.
  • At respektere frivilliges nej og være åben for at tilpasse opgaven til den frivillige.
  • At inddrage frivillige i afdelingens virksomhed og forenngslivet som helhed og være åben for forandring.

Opgaveløsningen

Frivillige har ansvar for:

  • At kende grundlaget for Røde Kors' virke og foreningens struktur og beslutningsveje. Frivillige skal bidrage positivt til foreningens omdømme i samfundet.
  • At udføre opgaven i overensstemmelse med Røde Kors' principper og følge de regler, som måtte gælde for aktiviteten.
  • At imødekomme brugeres behov så vidt muligt og stimulere til selvhjælp med respekt for det enkelte menneske og dets grænser.
  • At overholde de aftaler, som træffes, eller melde afbud i tide.
  • At kontakte den ansvarlige leder, hvis der opstår problemer.
  • At deltage i møder og kurser, som er nødvendige for varetagelse af aktiviteten.
  • At forvalte betroede midler i overensstemmelse med det bevilgede formål.

Afdelingerne har ansvar for:

  • At sikre, at den frivillige er informeret om Røde Kors' historie, idégrundlag, struktur og beslutningsveje. At inddrage frivillige i det fællesskab, som Røde Kors-organisationen er.
  • At sikre, at den frivillige er orienteret om reglerne for aktiviteten og følger disse.
  • At følge den frivilliges arbejde og sikre, at arbejdet bliver udført efter afdelingens ønsker og anvisninger.
  • At sikre et system, som kan opfange afbud og afbøde virkningen heraf.
  • At lederen alene eller sammen med andre i afdelingen kan løse problemer og konflikter.
  • At formidle tilbud og motivere den frivillige til deltagelse i kursus- og mødevirksomhed, herunder sikre økonomi for videreuddannelse.
  • At kontrollere bevillingers anvendelse og gribe ind, hvis der er tegn på uregelmæssigheder.
  • Økonomisk godtgørelse og forsikring

Frivillige har ret til:

  • At få dækket omkostninger forbundet med opgaven i henhold til afdelingens regler herom.
  • At have rimelige vilkår og trygge rammer for indsatsen.

Frivillige har ansvar for:

  • At følge påbud om forebyggende adfærd og medvirke til at skabe sikre arbejdsforhold.

Afdelingen har ansvar for:

  • At sikre det økonomiske grundlag for det frivillige arbejde og opstille regler for, hvad der refunderes. 
  • At informere frivillige om deres ret til at få dækket udgifter forbundet med aktiviteten og afdelingens regler herom.
  • At sikre et godt og trygt arbejdsmiljø herunder gøre en indsats for at forebygge ulykker.
  • At forsikre alle i frivilligt arbejde. Afdelingen er forpligtet til at informere om mulighederne for hjælp til frivillige ved uheld eller voldsomme hændelser forbundet med den frivilliges indsats.

Afvikling

Afdelingen har pligt til ved uoverensstemmelser med en frivillig at søge en mindelig løsning eventuelt ved hjælp af landsforeningen, således at alle andre muligheder er afprøvet inden vedtægternes bestemmelser herom anvendes. Misbrug af Røde Kors-logo eller Røde Kors' midler skal straks påtales og håndteres ifølge vedtægterne.