Morten samler ind til Røde Kors på 9. år: ”Jeg vil gerne bidrage”

Morten samler ind til Røde Kors på 9. år: ”Jeg vil gerne bidrage”

Morten, der samler ind på 9. år for Røde Kors

Søndag d. 2. oktober står Morten Vinther igen klar ved Vanløse Station for at samle ind til Røde Kors. De sidste tre år har han fået mest i bøssen i Vanløse.

Af: Ulrik Stavnsbjerg Offersen

”Jeg samler ind for at hjælp, hvor jeg kan. Jeg kan bidrage med min arbejdsindsats, og det er jeg meget glad for.”

Sådan siger Morten Vinther, som igen i år – for 9. år i træk – samler ind til Røde Kors den første søndag i oktober. De sidste fire år har han stået fast ved stationen, og det har været en rigtig god idé:

”Jeg fik indsamlet lige omkring 5.000 kr. sidste år, og det var mest i Vanløse. Så nu har jeg været den bedste indsamler her i byen tre år i træk,” siger han.

Morten, der samler ind for Røde Kors
Morten Vinther, som for 9. år i træk samler ind til Røde Kors den første søndag i oktober.

Morten Vinther har været politibetjent siden 1987, så han er vant til at snakke med folk, og det kommer ham til gode, fortæller han.

”Det handler om at møde folk med et smil og kigge dem i øjnene. Som indsamler skal du være imødekommende og vise lidt charme, men samtidig forstå folks grænser. Det er ikke raketvidenskab,” siger han og fortsætter:

”Jeg synes, at Røde Kors gør et godt stykke arbejde i verden, og der er desværre mange at hjælpe. Hvis jeg eksempelvis kan være med til at give børnene i Syrien en lidt mere tålelig tilværelse, er det en lille ting for mig,” siger han.

Røde Kors mangler stadig indsamlere i hele København, og du kan tilmelde dig på www.indsamler.dk. Indsamlingen starter kl. 11 og slutter kl. 14. Hver indsamler får i gennemsnit 1000 kr. i bøssen, og for de penge kan Røde Kors blandt andet give mad til 28 børn i en måned.